Klassikerdagen 2018
Steen Steensen Blicher


Om forfatterskabet  |   Åbning  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner  |   Læs mere ...  |   Årets plakat

 

Klassikeren Blicher
Af Johan Rosdahl

Steen Steensen Blicher (1782-1848) er en rigtig klassiker. Hans forfatterskab er ikke bare blå-stemplet som en del af en ministeriel Kanon, hans værker er levende ved at blive brugt igen og igen: Vi synger Sig nærmer tiden, Det er hvidt herude og Jyden han æ stærk aa sej. Og i skolen stifter vi bekendtskab med Blichers tragiske fortælling fra 1829, Hosekræmmeren. Hvem husker ikke det lille vers som er novellens motto: ”Den største Sorg i Verden her, er dog at miste den, man har kær”.

Disse eksempler fra Blichers verden antyder hvilke elementer hans berømmelse og klassikerstatus hviler på:
– Den melankolske erkendelse af livets endelighed (”Sig nærmer Tiden..”)
– naturen som den realistisk ses og opleves (”Det er hvidt herude”)
– det jyske sprog som bærer af en særlig jysk livsholdning (”Jyden han æ stærk å sej”)
– og som det mest almene – og derfor også evigt aktuelle: konflikten mellem kærlighed og nor-mer som Hosekræmmeren viser.
Alt sammen skrevet med Blichers psykologiske indsigt, empati og sans for den afgørende detalje.

Med en dugdråbes klarhed
Ser man på Blichers litteraturhistoriske betydning, så er han sammen med H.C. Andersen ”Forny-ere, og det baade i sproglig og kunstnerisk Henseende. Det allermeste af hvad vi (…) har frem-bragt af Fortællekunst har sit Udspring hos dem” skriver Henrik Pontoppidan i 1930 i en enquete i Berlingske Tidende i anledning af Andersens 125-års dag. At Andersen fornyede eventyrgenren, ja, skabte sin egen eventyrgenre er vel bekendt. Blichers fornyelse er på sin vis mindre synlig, men bestod i at han ”indtil Fuldkommenhed frembragte en ny Digtart, Novellen, Lillebilledet, der med en Dugdraabes Klarhed genspejler Livet baade finere og dybere end Størsteparten af (…) bindstærke Romaner ” (Pontoppidan sammesteds).
Den blicherske novelle er karakteriseret ved sin overskuelighed (selvom den kan være på mange sider!) med få personer, een enkelt handling med eet afgørende vendepunkt og som regel fortalt af en jeg-fortæller med en mere eller mere aktiv rolle i handlingen. Og dertil, som nævnt, temaer af den mest almengyldige art og altid med kærlighedens vilkår som omdrejningspunkt.

Den medskyldige fortæller
Det særligt blicherske skal findes i måden historien fortælles på – og vel at mærke ikke bare som en litterær, stilistisk finte. Blichers fortællere skaber deres tolkende variant af handlingen med mildest talt varierende pålidelighed. I Sildig Opvaagnen (1828) f.eks. kommer fortælleren for sent til at redde sin ven – følge fortælleren fordi han sov over sig. En fuldstændig usandsynlig und-skyldning/forklaring der kun har til formål at sætte fortælleren i et gunstigt lys. Og det er nu Bli-chers geniale kunst at læseren faktisk ud fra den øvrige handling og fortællerens hele fortællemå-de kan gennemskue ham og placere ham i rækken af de blicherske Dødens Fortællere, som Henrik Ljungberg så træffende har kaldt dem.

At vise frem for at fortælle
Blicher afslører sine fortællere bag om ryggen på dem og har ikke brug for en alvidende fortæller der med førergreb bringer læseren til den rette forståelse. Men den upålidelige fortællers med-skyld i ulykkerne er i novellerne ikke kun et særtræk, en fejl ved den enkelte person. Fortællerne er eksemplariske, dvs. eksempler på mennesket, på os, på læserne. De er genkendelige, svage og underlagt deres følelser og drifter – dvs. som folk er flest. Men frem for at fortælle læserne at så-dan og sådan er mennesket, så viser Blicher i fortællemåden at vores virkelighedsopfattelse er yderst skrøbelig og at sandhed og illusion er uafgørlige positioner i en kaotisk verden. Og han gør det stilfærdigt, næsten umærkeligt i et tilforladeligt sprog der kræver lydhørhed af læseren.
Når fortællingen er slut og Cecils sang lyder igen, er vi blevet noget klogere på hvad det er der gør verden usikker og hvilken rolle menneskets begær og ambitioner spiller. Og ikke mindst at selve det at tiden går spiller en rolle og kan ændre alt.

Ak, hvor forandret
er nemlig ikke blot titlen på en bestemt novelle af Blicher, men et udråb der erkender tidens gang som uafvendelig – og Ak, smertelig, og dette er et gennemgående træk i Blichers noveller: Fortælleren vender tilbage efter ganske lang tid og må konstatere at tiden ikke har læget alle sår – men tværtimod har gjort alting værre for ”Tiden foranderlig er og forandrer os Alle tillige”.
At tidens gang ikke er positiv kunne Blichers egne livserfaringer bekræfte, ikke meget blev bedre som tiden gik i hans liv. Det kan man læse om i f.eks. i Knud Sørensens St.St. Blicher - Digter og samfundsborger (1984).

Kun en flyvetanke
Hvorfor griber fortællerne ikke ind? I Hosekræmmeren opgiver fortælleren på forhånd at overbe-vise Cecilies fader om at kærlighed er vigtigere er penge, for det er nu bare sådan det er: det vig-tigste er at få datteren godt gift. Men kan man ikke forestille sig at det kunne være anderledes? Hvad nu hvis mennesket ikke var så afhængig af det materielle? Eller, sat helt på spidsen: hvad nu hvis mennesket ikke kunne eje noget? Hvad hvis ejendomsbegrebet var væk? Noget i den ret-ning optager fortællerens tanker i begyndelsen af Hosekræmmeren, men han beder straks om for-ladelse, for det var kun en ”flyvetanke”. Men hvem er det der skal undskylde denne flyvetanke? Det kan være læseren, ”det mente jeg ikke, du skal ikke tage det alvorligt”, men dybest set gælder undskyldningen Gud. Vi skal ikke begynde at ønske at den gudskabte verden skal laves om. For-tælleren (og Blicher) kan godt se at ikke alt er som det burde være, men den grundlæggende ver-densorden skal der ikke rokkes ved. Også derfor ender fortællingerne sjældent godt.

Fortolkningens nødvendighed
Blichers fortællere fortæller og fortolker begivenhederne for at skabe mening i deres liv; andre senere forfattere har talt om ”at fortælle menneskene” (Svend Åge Madsen), Karen Blixen om at alting kan udholdes, hvis det blot kommer ind i en fortælling.
Det er ”fortolkningens nødvendighed”, som Søren Baggesen har udtrykt det. Verden ville være uforståelig hvis vi ikke fortolker den. Men det tragiske, men også mest almindelige, måske, er at menneskets fortolkning er fordrejet og baseret på egoisme.
Selvom, eller måske netop fordi, det er et udvejsløst vilkår, læser vi Blichers noveller igen og igen, men i vores tid har vi ikke nogen vi kan rette undskyldningen for flyvetankerne til, vi kan ”nøjes” med at Blichers beskrivelse af verdens uigennemskuelighed stadig er gyldig. Og vi bliver lige for-skrækkede, men måske også lidt klogere hver gang Blichers fortællere prøver at få hold på tilvæ-relsen.

De vigtigste noveller er samlet i Steen Steensen Blicher:
Udvalgte værker 1983, Blicher-Selskabet og Gyldendals udgave af Blichernoveller i anl. af 200-året for Blichers fødsel 4 bd.
Noveller (Søren Baggesen red.) udgave, Dansklærerforeningen, 1994
Noveller Danske Klassikere Borgen 1999, Efterskrift ved Henrik Ljungberg
Blichers liv er beskrevet i Knud Sørensens St.St. Blicher - Digter og samfundsborger, Gyldendal, 1984.
Blichers Livstragedie Jeppe Aakjær Gyldendal 1904
Steen Steensen Blicher Johs. Nørvig Ejnar Munksgaard 1943
Se endvidere ADL.dk. Her ligger Blicher-Selskabets 4 bd. s udgave
Endvidere kan henvises til Lademanns og Rosenkilde og Baggers udgaver med de komplette Blichernoveller (5 bd.)
Om Blichers noveller:
Søren Baggesen: Den blicherske novelle, Gyldendal 1965 og Blicher-Selskabet 1995
Henrik Ljungberg: Dødens Fortællere Gyldendal, 1989
Se også Blicherselskabets hjemmeside www.blicherselskabet.dk


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017  |   2018
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening · Samrådet for De Litterære Selskaber · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab · Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek