Klassikerdagen 2008
Den danske sang


Årets tema  |   Åbning  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner

Årets tema 2008

Den danske sang – Den danske klassiker 2008 – markeres med hovedvægt på den danske sangs litterære kvaliteter.

Den danske klassiker 2008

Hvor Den danske klassiker oftest er en forfatter eller, som i 2006 en gruppe af forfattere, har Klassikerkomiteen i 2008 ønsket at bringe den danske sang i position som årets klassiker.

Den danske sang er klassiker i den betydning at den har haft grundlæggende betydning i dansk åndsliv gennem en række lyriske, fortrinsvis centrallyriske, værker som et stort antal mennesker over en lang række af år har tilegnet sig, ofte lært udenad, citeret fra og drøftet.

Den danske sang er på europæisk plan en enestående genre; ingen anden sproggruppe råder over noget tilsvarende. Som genre er den danske sang udsprunget af særlige forhold i dansk åndsliv gennem spillet mellem digteres trang for at udtrykke væsentlige ideer og folkelige kredses behov for at finde udtryk for væsentlige følelser og tanker. Det er endvidere karakteristisk, at de digtere, hvis værker i særlig grad har vundet indflydelse inden for denne særlige genre i et omfang der forekommer påfaldende, er blandt de største danske lyrikere.

”Lyrik har, forstået som nogenlunde kortfattet, ikke fortællende digtning på vers, haft mange former: solosang med eller uden instrumentledsagelse, fællessang, recitation, individuel stillelæsning” (Lars Peter Rømhild i Den store danske encyklopædi bd. 12. 1998).

Den danske sang rummer tekster der af digteren kan være tænkt og skrevet til en bestemt begivenhed, men ligeså ofte er der tale om spontant udformet lyrik der i anden omgang er blevet brugt som fællessang.

Det er indlysende at teksterne i denne genre alle er sat i musik og anvendes i symbiose med musikken; hensigten med klassikerdagen 2008 er at sætte teksten i brændpunktet og drøfte det egentligt litterære nærmere.

En hovedlinje i den danske sang tegner sig fra Grundtvigs Kommer hid, I Piger smaa over Blichers, Ingemanns og H. C. Andersens til Jeppe Aakjærs, Helge Rodes og Johannes V. Jensens poetiske refleksioner over livsvilkår, sprogbevidsthed og historie.

Det er ikke en opgave for komiteen bag klassikerdagen at give de enkelte forelæsere eller institutioner anvisninger på hvilke tekster, der skal tages under behandling ud fra hvilke synsvinkler, men ved de forslag der gives i det følgende, at inspirere til at vælge netop den synsvinkel og de tekster der i hvert enkelt og lokalt tilfælde giver det største udbytte.

EKSEMPLER PÅ CENTRALE TEKSTER DER HAR BIDRAGET TIL AT FORME GENREN:

  • N. F. S. Grundtvig: Kiækheds Erindring, Willemoes 1810 Kommer hid, I Piger Smaa
  • St. St. Blicher: Ouverture af Trækfuglene 1838 Det er hvidt herude
  • B.S. Ingemann: Mandagssang af Morgensange for Børn 1837 Lysets Engel gaar med Glands
  • H.C. Andersen: I Danmark er jeg født
  • Jeppe Aakjær: Naar Rugen skal ind af Rugens Sange 1906 Nu er det længe siden
  • Helge Rode: fra Moderen 1921: Som en rejselysten Flaade
  • Johannes V. Jensen: Sang på Kalø 1925: Hvor smiler fager
2008 – også: Sangens år
Komiteen har i øvrigt med glæde konstateret, at DR, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet sammen har udråbt 2008 til sangens år og har gjort det uden at have kendt planerne for klassikerdagen. Det er komiteens håb, at Klassikerdagens 2008-fokus på den tekstmæssige side af den danske sang kan bidrage til at skabe en form for synergieffekt i forhold til fænomenet fællessangen jf. www.syngdansk.dk, som ligger i oktober og har sin hovedvægt på det musikalske og på komponistsiden.

Klassikerdagens Komité

 

VÆKKELSE, BEVIDSTGØRELSE, EFTERTANKE
om den danske sang som litterær genre.

Siden år 2000 har de litterære selskaber i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab hvert år afholdt en dansk klassikerdag. I et samspil mellem poesi og historie har vi dermed søgt at vække folks interesse for en forfatter eller, som i 2006, en gruppe af forfattere; men det kunne ligeså gerne være et værk eller, som i 2008, en gruppe af værker, en litterær genre I 225-året for Grundtvigs fødsel og med udgangspunkt i en almen tendens har ønsket være at drøfte den genre der bærer betegnelsen den danske sang. Den danske sang er klassiker i den betydning at den har haft grundlæggende betydning i dansk åndsliv gennem en række lyriske, fortrinsvis centrallyriske, værker som et stort antal mennesker over en lang række af år har tilegnet sig, ofte lært udenad, citeret fra og drøftet.
Den danske sang er på europæisk plan en enestående genre; ingen anden sproggruppe råder over noget tilsvarende, som genre er den udsprunget af særlige forhold i dansk åndsliv gennem spillet mellem digteres trang for at udtrykke væsentlige ideer og folkelige kredses behov for at finde udtryk for væsentlige følelser og tanker. Det er endvidere karakteristisk at de digtere hvis værker i særlig grad har vundet indflydelse inden for denne særlige genre, i et omfang der må forekomme påfaldende, er blandt de største danske lyrikere.
Lyrik har, forstået som nogenlunde kortfattet, ikke fortællende digtning på vers, haft mange former: solosang med eller uden instrumentledsagelse, fællessang, recitation, individuel stillelæsning (Lars Peter Rømhild i Den store danske encyklopædi bd. 12. 1998 - min fremhævelse). Den danske sang rummer tekster der af digteren kan være tænkt og skrevet til en bestemt begivenhed, men ligeså ofte er der tale om spontant udformet lyrik der i anden omgang er blevet brugt som fællessang. Det er indlysende at teksterne i denne genre alle er sat i musik og anvendes i symbiose med musikken; hensigten med klassikerdagen 2008 er at sætte teksten i brændpunktet og nærmere drøfte det egentligt litterære.

Særtræk
Den danske sang er filosofi på sangbare vers[1], svarende til at salmer bestemmes som teologi på sangbare vers, men som det gælder for begge genrer, er de bedste tillige god litteratur, god lyrik. Det samme gælder for visen der er en anekdote på sangbare vers. Som i al lyrik er grænserne flydende, og enhver definition går netop ud på at bestemme grænserne, så udgangspunktet i enhver beskrivelse af et givet fænomen, som også den danske sang, er den centrale masse.
Den danske sang er således iagttagelser af og overvejelser over det at være menneske, men i og med at et menneske er født ind i bestemte omgivelser, møder andre mennesker med bestemte forudsætninger, et veldefineret sprog, en natur der er bestemt af geografi, klima og geologi, så iagttog og overvejede den enkelte digter i den enkelte danske sang det at være menneske på de vilkår der er fastlagt af en opvækst i dansk natur med alle de variationer naturen i Danmark kan fremvise, fra Blichers brune hede til Andersens blomsterseng ned til den åbne strand i bøgens fædreland, fra Egeborg Jensens barske og fattige vidder til Helge Rodes marker så bølgende brede, hvor kornakset modnes og gyldnes af sol, fra Aakjærs dér hvor lam af lyngen nipper til Halfdan Rasmussens venlige torve,/ troskyldige veje og gader og Niels Brunses blanke asfalt. Han iagttog og overvejede det sprog der ikke alene var hans moders bløde stemme, men tillige en opsummering af alle de erfaringer hun og alle hendes formødre havde været nødt til at finde ord for i den natur og det arbejdsliv de og deres mænd havde haft, og alle de prøvelser historiske begivenheder siden de første tider havde medført og krævet ord for. Sproget er, som det er sagt, vor bedste historiebog og tolker allerede ved sin særlige karakter den tilværelse der leves og er blevet levet i de rammer der er til stede mellem sund og bælt.
Nogle danske sange reflekterer dette i vers der samler sådanne iagttagelser, tidligt i Blichers Danmark, fostermoder kære, to menneskealdre senere i L.C. Nielsens Jeg ser de bøgelyse øer, skrevet i anledning af århundredskiftet 1901 og sat som afslutning på et værk om Vort Folk i det nittende Aarhundrede, så foranledningen er tydelig: han ser de slægter der gik hen, mens hundredåret skred/som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led. For sin part mindede Johannes V. Jensen sine medsangere om den alvorlige tale fra gravhøjene og den ædle gave de henfarne slægter har givet nutidens, idet han med sin vældige beherskelse af især den ældre del af historien måtte slutte: Hver spån du finder i Danmarks jord,/ er sjæl af dem, der har bygget riget. Hos de fleste andre er det enkeltnedslag: Knud den Stores Vesterhavsrige, Margrethes nordiske union eller de store nederlag.
Nu du kaldes svag, konstaterede H.C. Andersen - med rette - i 1850, og her som i andre sange har digterne taget et opgør med nederlagsstemninger og søgt trøst i at danskerne er her endnu. I nogle sange gøres der op med de almene opfattelser af hvad der gør et landskab skønt, et sprog velklingende - de er velbekendte med fremmedes opfattelse af vores hundegøen - og hvad der kaster glorie over en historie. Intet af det der alment opfattes som skønt, velklingende eller gloriøst, præger det Danmark digterne og deres publikum har som tilværelsesvilkår.
Almindeligvis måles landskabets prægtighed i det storladne: høje bjerge, vældige vidder, overvældende frodighed i blomster og frugt, med Toscana og Napolibugten som de europæiske højdepunkter, det Italien 1800-tallets malere gjorde så yndet, overalt i Europa og hos den kongelige ballet i København. Over for denne storhed kan der her til lands kun stilles med havet omkring Danmark (Rørdam), det sølvblaa Hav (Oehlenschläger 1805), det bølgende hav (Grundtvig), de vandrende, vældige vande (Helge Rode) hvor blæsten går frisk ... og jager dem mellem de favnende strande (Erik Bertelsen) - stranden ja, der er næsten ikke den danske sang der ikke kommer omkring den, selv om den sjældnest ses udefra som i Hvor smiler fager den danske kyst.
I opgøret med denne alment udbredte opfattelse af hvad der gør et landskab skønt, er der vel nok i første omgang en afregning over for dem der har villet følge dem der også var forbilleder og læremestre for digterne i de første halvt hundred år af 1800-tallet, Goethe og Byron først og fremmest, og deres evindelige forherligelse af Italien, das Land, wo die Zitronen blühen. Danske forfattere har med ildhu og oftest fornemme værker deltaget i hyldesten, gør det den dag i dag med baggrund i modernismens forbilleder, men i sangene i denne genre optræder det romantiske Syden kun i polemisk sammenhæng: Liflig fløjte Vælsklands nattergale (Ploug), Langt højere bjerge, langt kønnere egne (Grundtvig) ... men.
I anden omgang og især hos de tidlige digtere kunne der også anes en venlig tilrettevisning af de lidt for norske nordmænd der gerne ville håne os for Himmelbjergets ikke engang 150 meter. Rigsfællesskabet bestod endnu til 1814, sprogfællesskabet det meste af århundredet ud.
Tankegangen får tidligt og tydeligt udtryk hos Grundtvig i den sang der næsten kan siges at have antaget karakter af programerklæring om det at være dansk og dansker i et samfund hvis ideal det er blevet når få har for meget, og færre for lidt: Langt højere bjerge eller Danmarks Trøst, som er dens titel ved udgivelsen i bogform 1841. Udlandet får al den anerkendelse omverdenen kan fortjene, den har langt højere bjerge, langt kønnere egne, udlændinge har man set øve langt større bedrifter for ære og sold, langt klogere folk er der sagtens om land, ligesom langt højere, ædlere, finere sprog/ skal findes på fremmedes tunge - og så er de rigere: langt mere af malmen så hvid og rød - altså sølv og guld. Men over for alt dette defineres det danske så med hvad der er blevet til ordsprog: ved jorden at blive, det tjener os bedst, og brænder kun hjertet for sandhed og ret,/skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet, og træffer vort modersmål ej på et hår,/ det smelter dog mere, end fremmede slår - og da har i rigdom vi drevet det vidt.

Sangen er fra 1820. Allerede 15 år før havde Oehlenschläger polemiseret mod idealiseringen af det fremmede, og han tog direkte ordstriden med sine norske kolleger: Norges Søn! jeg vel kan mindes/ Du har sagt med smeltet bryst/ At i Hiemmet ene findes/ Rolighedens stille Lyst. To verslinjer retter sig mod svejtseren, og så samles deres argumentation: Hellig Længsel drev med Vælde/ Eder til de vante Fielde[2]. Han befandt sig ude, i Halle i Tyskland, ved floden Saale, og skildrede i digtet hvad han umiddelbart kunne iagttage: solnedgangen bag bjergene, den gustne Flod, som her sig krummer, en mø der sidder i en båd og synger til citren i den lune Sommernat. Ihvor yndigt det altsammen tog sig ud for hud, næse, øje, øre og erindring, det var dog ikke hans elskte Fødeland. I de fleste sangbøger springer redaktørerne polemikken over og stryger også sidste strofe om tabet af moderen.
Netop disse strygninger og især den af Tidlig misted jeg min moder er sigende for det digt der optages af de syngende og får funktionen som en dansk sang: en sådan må gerne være personlig, som også en salme må være det, men den må ikke være for personlig. Enhver kan i udlandet ved at mærke aftenbrisen mod kinden, blomsterduften i næsen, solnedgangen og yndig pigesang komme til at tænke på hvordan den slags opleves hjemme, men ikke alle har oplevet et tidligt tab af moder, og de fleste ville gerne acceptere at en følsom romantisk digter kan fundere over at Livet er saa svagt og kort at han måske aldrig når hjem til moderlandet og får lov at dø der, men ville ikke bryde sig om at tage ordene i egen mund. Oehlenschlägers Hiemvee bliver først til en rigtig dansk sang ved denne forkortelse og omredigering, men har været uundværlig i sangbøger allerede fra 1837 med melodi af Rudolph Bay eller Henrik Rung.
Et særligt eftertryk fik kontrasten til det rige Syden hos Blicher i hans digt med samme titel: Hjemvee (1814) - eller rettere: slutdigtet i en suite på seks digte om forskellige menneskers længsel mod hjemmet: som Oehlenschläger tog han også en nordmand og en svejtser under behandling, men tillige en araber, hvad der fremgår af str. 3: Ja, skøn er fjeldet med sin is (synes alpejægeren)/ skøn er den dal, som fossens bølge væder (synes nordmanden), den gule ørken er et paradis (påstår araberen) / når den har skuet barnets første glæder. For Blicher er det den jyske hede der er barndommens land og derfor en Edens Have, men også for andre end jyder har sangen mening fordi den understreger sammenhængen mellem barndomsegnen og den voksnes følelsesliv, som også jyder glad og gerne synger med på øboernes hyldest til frodigheden og blomsterrigdommen i deres fødesogne. I modsætning til Grundtvigs og Poul Martin Møllers i Rosen blusser alt findes der ingen selvhævdelse i Blichers tekst, derimod en solidaritet med alle mennesker om det følelsesliv der udvikles i den tidlige barndom.
Ikke desto mindre er den en dansk sang i og med at den udtrykker en livserfaring og en overvejelse over det at være menneske på de vilkår der er individet givet. Den har tillige en særstilling fordi den isolerer sin fremstilling om samspillet mellem barndommens omgivelser og voksenalderens bevidsthed.
En hovedlinje i den danske sang tegner sig fra Grundtvigs Kommer hid, I Piger smaa over Blichers, Ingemanns og H. C. Andersens til Jeppe Aakjærs, Helge Rodes og Johannes V. Jensens poetiske refleksioner over livsvilkår, sprogbevidsthed og historie frem til Otto Gelsteds og Halfdan Rasmussens omsættelse af deres historiske erfaringer - uden at de fremhæver det parallelle i dem til Københavns bombardement, sejre og nederlag i de slesvigske krige og landets udsathed under det imperialistiske opgør først i 1900-tallet, da puslinglandet hygger sig i smug (Aakjær).

Inspiration
Netop de ydre omstændigheder fremkalder den dobbelte trang til stærke poetisk-musikalske udtryk, godtfolks efter at finde, digternes til at give; ydre omstændigheder som de påvirkninger enkeltpersoner og samfund bliver udsat for af stærke forandringer i det sociale, politiske og økonomiske, mindre i det kulturelle, selv om det også kan forekomme, ved reformationen f.eks. og ved den sækularisering der indtræder i og med borgerskabets magtovertagelse i det sociale og økonomiske og fra midten af 1800-tallet også i det politiske, mere eller mindre i alliance med adelige godsejere, den sækularisering fremkomsten af den danske sang i sig selv er et af udtrykkene for.
I særlig grad kommer denne trang frem når landet og folket er udsat for militære trusler, og derfor udgør Englandskrigene 1801 og 1807-14 det første højdepunkt, konfrontationen mellem danske og tyske indbyggere i helstaten fra 1840 til 1864 med særlig tæthed i årene 1848-50, den problematiske neutralitet omkring 1. verdenskrig 1914-18 og besættelsestiden 1940-45. Parallelt hermed må man regne Sønderjyllands udskillelse fra 1864 og genforening 1920.
De folkelige bevægelsers vækst har ligeledes sat sig spor, omend ikke lige så kraftigt: borgerskabets fra 1830'erne, bondebevægelsen et tiår senere, arbejderbevægelsen fra 1870 og som den seneste husmandsbevægelsen. Det er dog få af arbejderbevægelsens sange der er blevet accepteret som sange uden for bevægelsen selv, Arbejdersangbogen og arbejdersangtraditionen kommer derved til at indtage en position der svarer til Indre Missions og de kirkelige sekters. Fælles for deres sange er opdelingen af menneskeheden i modstandere: arbejdere mod bourgeoisi, frelste mod fortabte, i modsætning til de danske sange (forsøg) på inkludering.
Genrens udspring af et behov blandt nogle mennesker for at finde et poetisk-musikalsk udtryk for følelser og oplevelser de netop har haft som gruppe, som forsamling manifesteredes den 17. oktober 1838 på Borchs Kollegium i København for dem der havde overværet N.F.S. Grundtvigs foredrag om begivenhederne i 1807 og sit venskab med søofficeren Peter Willemoes; en af tilhørerne kom i tanke om et mindedigt foredragsholderen havde skrevet i 1810 om ham, og vidste at C.E. F. Weyse i 1837 havde sat melodi til Kommer hid, I Piger smaa. Vedkommende foreslog da at alle skulle synge den. Og det skete under almindelig Begejstring. Men det var første Gang en saadan folkelig Sang lød ved et Foredragsmøde i Danmark, skrev historikeren Holger Begtrup 1909 og fortsatte: Siden har jo Sang og Tale fulgtes ad "som et Duepar" og virket lykkelig sammen til Folkelivets Vækst paa Modersmaalet[3].
For så vidt man tager denne beretning for gode varer, må man altså konstatere at den danske sang som genre tager udgangspunkt i en visetekst til en enkel visepræget melodi. Digteren tager i overensstemmelse med visens traditioner ordet på egne vegne over for et nærmere bestemt publikum, de unge piger, og med et øjeblikkeligt krav om entré til fremførelsen: hver et Kys I give maa/ for min Sang at høre. Visens tema kommer straks derpå: tilhørerne skal vide hvad de skal erlægge Svinedrengstaksten for. De følgende strofer ridser da en biografi op: Dreng han var i str. 2, i str. 4: Drengen blev en voksen Mand, sit endeligt når han i str.ne 8 -10. Visesangeren slutter så med at opfordre sine tilhørere til at synge denne vise mangen Gang/ i de stille Lunde (str. 12), alt i overensstemmelse med netop visens regulativ. Men den har været med i sangbøgerne siden periodens begyndelse.
For romantikken var pastichen et grundlæggende stilmiddel; de romantiske digtere tilegnede sig former og stilarter fra alle verdens hjørner, oldgræske heksametre, oldnordiske skjaldekvad, middelalderlige folkeviser, renæssancens sonetter, canzoner og ottaver, Bellmans epistler, selv mellemøstlige. For sangene lå forbillederne dels i den folkelige vise, som i Kommer hid, I Piger smaa, men også i ældre folkeviseformer, som i Jeg gik mig ud en Sommerdag, dels i den lutherske menighedssalme og dens vi-form. I mange tilfælde er en dansk sang skrevet på en i forvejen kendt melodi, det gjaldt i særdeleshed når det var et bestillingsarbejde til en grundlovsfest, et folkemøde eller en skoleindvielse; i den form sangen senere bruges, kan der sagtens være tale om en original komposition, enten fra Henriks Rungs eller I.P. E. Hartmanns nodepen eller fra den Laub, Carl Nielsen eller Oluf Ring skrev med.
Det var også fra salmesangen i kirken, fra højmessen og aftensangene onsdag og søndag, at tilhørerne til Grundtvigs foredrag som til de mange møder der fulgte efter, var fortrolige med det at synge i fællesskab, at deltage i fællessang, med en forsanger - degnen - eller med et ledsageinstrument. Men den lutherske salme var også indholdsmæssigt et forbillede og kunne være det fordi de danske salmedigtere straks ved reformationen inddrog menighedens erfaringer fra den natur der omgav den, døgnets og årets omskiftelser, tilværelsen som den formede sig for de bønder og borgere der udgjorde menigheden. Denne tradition fortsatte gennem de følgende århundreders store salmedigtning, hos Arrebo, Thomas Kingo og Hans Adolf Brorson, i overensstemmelse med den lutherske lære om arbejdet som kald. Da den danske sang fik sit gennembrud med et stort antal sangbogsudgivelser i 1830'erne, nåede salmedigtningen nye højdepunkter, både Ingemanns Morgen- og Aftensange og Grundtvigs Sang-Værk til den danske Kirke kom i 1837.
Den danske salmedigtning har sin egen karakter, ikke alene ved sit høje litterære niveau, tillige ved et udstrakt motivfællesskab med den verdslige sang.
Blot trekvart år efter at Willemoesvisen havde lydt i studenterkollegiet i København, 1. august 1839, kaldte en anden digterpræst til folkemøde på Himmelbjerget - og havde en sang klar dertil: Danmark! Fostermoder kjære! Den beholdt sin plads i folkehøjskolens sangbog frem til de seneste udgave fra sidst i 1900-tallet, og den vil da også kunne læses som et program for den danske sang:
Danmark defineres ved sin dobbelte natur af sø og land, her Vang, med bøgeskove og hav i str. 1, folkets livsgrundlag beskrives i str. 2, og til forskel fra så mange andre huskede Blicher at maden ikke gør det, der skal også ly til: Ved gi'er Jorden, og han har sikkert tænkt på både byggemateriale og brændsel. Landets dobbelte natur gentages: Uden Tal de Fiskestimle/ Underneden vrimle. 3. str. er viet vejret, den ustadige sommer Thøger Larsen 84 år senere skulle skildre så levende, er allerede antydet her og som rimeligt er, spejles klimaet i danskernes hjertelag.
Melodi og versmønster er lånt fra Laurids Olufsen Koks Danmark, dejligst Vang og Vænge fra o. 1690 hvis 1. str. konstaterer at én ting mangler ved den have:/ leddet er af lave. Blicher ivrede i artikler i pressen for en styrkelse af forsvaret og brugte sin sang til at agitere for et øget beredskab, og hegnes saa den danske Have,/ Ledet er ilave.
Sangen hører vel ikke til de bedste af Blichers, som poesi betragtet, dertil er den for meget opremsning af stikord, men som prototype for den danske sang fungerer den udmærket. Afgørende for at forstå baggrunden for denne litterære genre er netop et folkemøde som det på Himmelbjerget, og allerede ved det næste, i 1840, har Blicher flere sange med; netop i denne del af Jylland var man opmærksom på at det var 500 år siden Niels Ebbesen indledte befrielsen af landet med mordet på den holstenske grev Gert, og mødets deltagere hørte da også Blichers digt om Niels Ebbesen Hvi seer du, danske Mand/Saa undrende mod Svejtserland - han sammenstiller Wilhelm Tell og Niels Ebbesen.
Himmelbjergmøderne fik en aflægger på Skamlingsbanken, det slesvigske spørgsmål blev stillet stadig mere indtrængende, og efterhånden bredte også fællessangen sig hertil, og snart skulle den sønderjyske sag blive det vigtigste tema for danske sange, lige fra fladpandede beredskabsvers til dybsindige og kloge digte der helt frem til vore dage har været sunget med ildhu.
Der stod altså digtere og intellektuelle bag, men der var en modtagelighed i brede kredse, blandt hovedstadens borgere der langt om længe havde overvundet den finansielle og erhvervsmæssige krise i kølvandet på Napoleonskrigene og med den kulturelle rejsning i romantikkens tegn havde fået en ny selvforståelse, blandt bønderne der i takt med gennemførelsen af landboreformerne fik en anderledes stærk stilling i samfundet, og begge grupper havde med de rådgivende stænderforsamlinger fået en politisk platform. De gudelige vækkelser på landet havde i deres direkte opposition til statskirken skabt en selvbevidsthed der viste sig modtagelig for den folkeoplysning der var og er forudsætning for et egentlig folkestyre.
De folkelige bevægelser skabte et forum for oplysningsarbejdet i og med at de i deres virksomhed forenede det nationale, det demokratiske og det sociale.
Det nationale var dels en reaktion på katastroferne op til 1814, nederlagene først til Storbritannien, tabet af flåden, og siden til Sverige-Rusland med adskillelsen af Norge og Danmark, en katastrofe der gav den tysksprogede og tysksindede befolkning i Slesvig-Holsten en stærkt øget vægt over for den danske og dermed gjorde en mobilisering af selvforståelsen nødvendig, og en modsætning mellem dansk og tysk der beholdt sin betydning helt frem til striden om dansk tilslutning til Det europæiske Fællesskab 1972. Både besættelsen af Sønderjylland 1864-1920 og af hele landet 1940-45 bidrog væsentligt til den danske sangs folkelige yndest, den danske sang viste sig at være et vigtigt middel til at udtrykke følelser i befolkningen.
Det demokratiske var vigtigt i tre perioder: under kampen for en fri forfatning op til 1848 og til befæstelsen af den i de følgende år, under provisorietiden og mobiliseringen mod junkerstyret frem til parlamentarismens indførelse i 1901, og endelig i modsætning til de antiparlamentariske og antidemokratiske kræfter på højrefløjen i mellemkrigstiden. Under uenigheden om EF viste de traditionelle sange sig ineffektive fordi ingen af parterne helt var i stand til at tage dem alvorligt, og modstanderne foretrak deres egne nyskrevne af hvilke kun en enkelt har fået status som dansk sang, nemlig Ebbe Kløvedal Reichs Skærm jert hus med grav og planke - der i Højskolesang har fået plads i de historiske sange, ikke fra 1970'erne, men mellem Ingemanns reformationssang og Leonora Christina Ulfeldts Jammersmindesalme.
Det forholdsvis beskedne antal egentlig demokratifremmende sange understreger det forhold at synet på folkestyret i lange perioder har delt befolkningen, og de fleste har nok opfattet Johannes Jørgensens grundlovssang Nu lyser løv i lunde som en ren årstidssang.
Årstidernes skiften hører til de livsvilkår der øver en stærk indflydelse på tilværelsen mellem Øresund og Flensborg Fjord, ikke bare i arbejdets gang i det traditionelle landbrug, i lige så høj grad i selve livsførelsen, lyset, planternes liv, dyrelivet også, sindsstemninger, livsbetingelserne i bred forstand ændrer sig over året sammen med året. Det afspejles tydeligt i salmeskatten, for kirkeårets fortælling markerer skiftet fra Jesu fødsel til hans lidelse og død og helligdommens komme, jul, påske og pinse er de centrale punkter i kalenderen. Folk der går i kirke, kan synge sig igennem året med salmer der stemmer overens med hvad vejret angiver udenfor.
Overgangen fra årstidstekster med religiøst indhold til verdslige digte der afspejler digterens oplevelse, er kort, Oehlenschläger skrev om Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur. Præsten Blicher færdedes så meget ude i naturen at han blev blandt de første der skildrede vinteren, men blandt dens digtere finder vi også Ingemann og Chr. Winther[4]. For digterne fra 1890'erne og fremefter bliver det årligt skiftende natur et yndlingsmotiv, Johannes V. Jensen, Aakjær, Thøger Larsen og Ludvig Holstein er flittige leverandører af natursange.

Den gode sang
Tre krav må man stille til en god sang:
1. digtet må være formet så en let lært eller i forvejen kendt melodi understøtter digtets udsagn;
2. emnet for digtet skal være genkendeligt for de syngende, de skal i en eller anden forstand kunne identificere sig med tekstens indhold og budskab, og
3. digtets formuleringer skal være prægnante, indholdsladede altså og klare.
Inderst i forståelsen af det gode digt der kommer til at fungere som en god sang, ligger dets fiktionalitet. Digteren lægger en fiktion mellem sig selv og sin tekst - sandsynligvis vil han eller hun slet ikke kunne lade være, det ligger i lyrikkens væsen, også i det. Ofte er det at digteren lader som om vi er sammen og det vi skal synge om, udpeges for os: Se, det summer af sol over engen (Drachmann 1897), eller han indsætter et vi der udfører de handlinger og iagttager de forhold digtet beskriver, hele ti numre i Højskolesangbogen indledes med dette Vi: Vi elsker vort land (Drachmann 1885), "Vi fik ej under tidernes tryk (Hostrup 1884), Vi har kun én sol (Helge Severinsen 1978), Vi sletternes sønner (Ludvig Holstein 1898) og Vi søger det frygtløst i dybet (Morten Kyndrup 2003). De andre er to salmer og tre viser, en dansk, en norsk og en svensk[5].
Basal er identifikationen med de syngende.
Det kan være vigtigt at holde sig øje at næppe nogen samling af sange eller sangbare digte alene omfatter danske sange, heller ikke selv om man anerkender sange af norske, svenske og finlandske digtere som sådanne, fordi de er brugt som sådanne i danske forsamlinger. Folkehøjskolens Sangbog har altid indeholdt et stort udvalg af salmer og gennem udgaverne et stadigt stigende antal viser og andre former for poetisk-musikalske værker der falder uden for definitionen af den danske sang som genre.

Den danske sang i sangbøgerne
Genren er dermed langt fra enerådende i de sangbøger der er til rådighed; flest er der i Mogens Wenzel Andreasens Danske sange 1981, hvori sange i denne genre udgør 86%[6] , mens de i Højskolesangbogen 18. udgave er langt under halvdelen, 42%. Den har pr. tradition indeholdt et stort antal salmer, og de udgør også nu 29% af de 572 numre, lige så mange som viser, slagere o.lign.
I overensstemmelse med den danske sangs kendetegn er den også selv blevet genstand for poetisk behandling: af Grundtvig i fire mottovers til en af de tidligste sangbøger Viser og Sange for Danske Samfund 1840-1841: Den gamle nattergal i Danevangen/ er askegrå, men glemte dog ej sangen med opfordringen syng dig glad, og ellers behandles emnerne for den danske sang: nationens vilkår, årets gang, døgnets. Grundtvigs variant af folkevisen Jeg fik mig ud en sommerdag 1847 rummer en ny opfordring til at synge På folkets modersmål, med Danmarks tunge, og året forinden havde Carl Ploug til festen på Skamlingsbanken skrevet om hvor dygtige sangere de er i Italien, Frankrig, England og Tyskland, men at vi også kan i Norden, synge sødt som pigemundens elskovsgave,/ blødt som bølgens leg i skovdækt bugt,/ dybt som våbengny fra kæmpegrave,/ stolt og kækt som vore tankers flugt. Mest præcist skildrede Bjørnstjerne Bjørnson virkningen af fællessangen i pragtstykket Sangen har lysning fra 1872, og en egentlig programerklæring for hvad den danske sang kan og bør rumme fremsatte Kai Hoffmann ved landssangstævnet i 1924 med Den danske sang er en ung, blond pige - og gav Grundtvig ret i at modersmålet klinger dejligst i pigemunde. Traditionen blev optaget af Kirsten Hammann i 1998, linjen fra Grundtvigs Jeg gik mig ud og slutter ud fra en række indtryk af den danske natur at så kan jeg med sangen mit Danmark betro/ den glæde, jeg føler, i toner.

[1] Vers i betydningen (vers)linje.
[2] Interessant at Frank Jæger 150 år senere genoptager polemikken i Tyren.
[3] Holger Begtrup: Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede I 2. Udg. p. 366. Kbh. 1917.
[4] Omend sangbøgerne har forkortet hans bedste bidrag Sneen dækker mark og mose til ukendelighed, men brugbart.
[5] nemlig Jan Janssons skillingsvise fra 1854 der agiterer mod udvandringen til Nordamerika og formentlig er blevet optaget i højskolesangbogen af redaktører der ikke har gjort sig klart hvad den handler om, jf. Sanghåndbogen p. 492.
[6] Den slags beregninger vil nødvendigvis bero på et skøn, og om en del tekster kan kategoriseringen være diskutabel.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek