Klassikerdagen 2009
Martin A. Hansen


Introduktion  |   Åbning  |   Årets plakat

MARTIN A. HANSEN

1909-55

En introduktion ved cand.mag. og journalist Rikke Rottensten

I anledning af 100–året for Martin A. Hansen og Klassikerdagen d. 22. september 2009

Forgudet, dyrket, bestseller, tilbedt. Forældet, konservativ, latterliggjort, glemt.
At én og samme forfatters værk kan glide gennem så passionerede og så radikalt modsatte holdninger - ja, det siger faktisk langt mere om forfatteren end om de, der forholder sig til ham.
For de danske forfattere, der har vakt eller vækker så stærke følelser hos både læsere og litterater, kan nærmest tælles på én hånd, og som regel sker det ikke over så kort tid, som Martin A. Hansen gik fra at være Danmarks mest elskede, mest læste og mest respekterede forfatter til at blive manden med fortidens stemme, som ingen moderne mennesker kunne holde ud at læse.
Først nu - i 100 året for sin fødsel og mere end 50 år efter sin død - er der gået så forsonende meget tid, at Martin A. Hansen med stor selvfølge og uden den store debat rykker ind på sin selvfølgelige plads som en af det 20. århundredes væsentligste danske forfattere. Ikke som hverken mørkemand eller frelser, men slet og ret som det han er, når alt det andet er skrællet væk: En klassiker, en mand med et værk, der er stort og værd at læse - til hver en tid.
Romaner, noveller, erindringsskitser, store historiske værker, en radioroman, landskabsbeskrivelser, essays - ja sågar en bog om Dansk Vejr. Der er nærmest intet, der er fremmed for Martin A. Hansens forfatterskab. Som efter hans død også tæller to tykke bind dagbøger og ditto breve.

Débuten
Martin A. Hansen blev født i 1909 i fattige kår på Stevns som Jens Alfred Martin Hansen. Familien startede på familie-gården, men da de ældre søskende ville sælge, flyttede familien fra gården og faderens ernærede sig som rejsende kommissær og daglejer, inden fik et lille husmandssted ved Strøby, da Martin A. Hansen var 9 år gammel.
Men tro ikke, at det er en dårlig barndom, der skaber forfatteren. Det er slet ikke tilfældet her. Forældrene er gode forældre, og de bestrider en række tillidshverv i lokalsamfundet.
Som andre unge konfirmander, kommer også familien Hansens søn ud og tjene, da han træder ind i de voksnes rækker og er færdig med skolen. Men i længden går det ikke. Det holder ikke med en fremtid som gårdskarl og landmand, det er ikke det, Martin A. Hansens hoved er sat mod, og som den yngste på holdet, ankommer han som 17-årig til Haslev Seminarium i 1926 for at læse til lærer.

Desværre er den videbegærlighed, han er kommet for at udvikle, ikke noget man ser mildt på på det missionske seminarie. For Martin A. Hansen læser alle mulige forfatter, fra Kierkegaard over J.P Jacobsen, og han er søgende og spørgende, når det gælder den kristne tro. Hvad man bestemt ikke bruger i Haslev. Der kender man ikke til spørgsmål til kristendommen, den er absolut.

1935 bliver et skelsættende år for ham. Her bliver han først og fremmest gift med sin Vera. De har mødt hinanden et par år før og kort efter deres møde skriver Martin A. Hansen, at ”Styrken gaves mig med Vera. Det Navn er over mit Værk og mit Liv”.
Men i det samme år debuterer han også som romanforfatter. Med romanen "Nu opgiver han" (1935), der bliver fulgt af "Kolonien" (1939). De ligger lidt for sig i forfatterskabet, for det Martin A. Hansen her tegner til er nærmest en arvtager til Hans Kirks 1930'er realisme. Og det mærker han nok også selv, allerede i årene mellem de to romaner, hvor han skriver, at "Litteraturen er i for høj grad blevet hverdagen, paastaar man. Maaske er der noget om det, i den Forstand, at Realismen, som vi stadig bygger paa er blevet for eneraadende, for mekaniseret, hviler som en Mare paa digtningen." For i 1930'erne, på vej ind i en krig, midt i en voldsomt politiserende epoke i dansk historie, også kulturhistorie, var der kun værker, der tog stilling til de mange problemer i samfundet og farer i udviklingen. Helt modsat det, der kom til at ske efter besættelsen.

Men at forsørge en familie på forfatterindtægter er mere end hasaderet, især når man som hos familien Hansen har to børn. Så lærerjobbet er helt nødvendigt for at opretholde familiens bare almindelige levestandard, men samtidig slider det også på Martin A. Hansen. Det er hårdt at undervise, forberede og rette, samtidig med at man gerne vil styrke, udvikle og fortsætte sit mere end lovende forfatterskab. Dagbogen vidner om en ond, men også meget tidstypisk spiral af pilleindtagelse. For når man har siddet og skrevet en hel nat er der kun at sluge nogle hovedpinepiller og opkvikkende piller, når det er blevet morgen og der sidder en klasse og venter på deres lærer

Gennembruddet
Til gengæld har han meget at byde sine læsere. Det forstår man for alvor i 1941, da hans egentlige gennembrud, hans egentlige debut kommer: Den fabulerende, eventyrlige romanen "Jonathans rejse". En mærkelig, helt anderledes, helt speciel roman, der både for ham og Vera altid er hjertebarnet i forfatterskabet. Den er undfanget første gang næsten samtidig med "Nu opgiver han" og i slutningen af 30'erne skriver han på den igen, inden han for alvor i 1941 tager fat på den og skriver den færdig.

Og dermed for alvor træder i karakter som sig selv. Som forfatteren Martin A. Hansen.

Romanen kommer et år inde i den besættelse, som påvirker Martin A. Hansen meget, og også kommer til at påvirke hele resten af hans forfatterskab af flere årsager.
Besættelsen har været ventet længe, og den store generation af forfattere, lidt ældre end Martin A. Hansen, og af en helt anden skole, nemlig den politisk bevidste realisme, har i årevis skrevet imod Hitler og Mussolini. De har lavet tidsskrifter, teaterstykker, seminarer, revyer og romaner om den nazistiske trussel, om den farlige politiske nedsivning og om at gå til kamp imod ondskaben. Men da krigen er en realitet viser det sig at være svært for mange af dem at udfolde samme kampånd som før krigen, at gribe konkret til handling mod besættelsesmagten.
Helt anderledes forholder det sig med Martin A. Hansen. Ikke at han ikke tøver og frygter, hvad der kan ske med ham og med familien, for det gør han.
I sin dagbog fra efteråret 1943, diskuterer han skismaet med sig selv. Det at turde, at vælge det, der jo er rigtigt overordnet set - nemlig at gå ind i kampen mod besættelsesmagten, men samtidig er det svært ikke at tænke på det, der kan ske ved at gøre det, uanset om det er frivilligt eller via den indkaldelse, han på dette tidspunkt af krigen endnu ikke ved, om måske kommer til ham også.

’Er Frygtfølelsen anderledes kraftig, naar det gælder at gøre det helt frivillig. At vælge Risikoen, naar man kan lade være og lade være uden at maatte udstille sin Skam for det – for selve Skamfølelsen spiller da ogsaa en stor Rolle. Man har da ene skamfølelsen overfor sig selv, lettere at skyde væk i Øjeblikket, men senere, naar der er gaaet Aar?
(---) Men alt dette rummer ogsaa modstridende Følelser. For denne Frygt opstaar jo alene fordi noget i en vil, at man skal vove det, fordi man drages mod Faren, fordi man synes, at redder man et Liv, der kan udmøntes i dybere og lødigere Virksomhed, hvorfor Døden er meningsløs eller tilintetgør Meninger, saa tænker man ogsaa modsat, at saadan en Død kunde give maaske dybere Mening, en større Pointe, ja at man ved et saadant Offer, der ligger ens specielle Mission saa fjernt, dog ydede noget, der var vigtigere end selv et ædelt Kunstværk man kunde naa at skabe.’
13. november 43

Det er martyriet, han kredser om til sidst, men det bliver ikke ham til del. Det har han nok i sidste ende ikke samme anlæg for som hans kollega Kaj Munk, der på samme tidspunkt, som Martin A. Hansen vejer for og imod i sin dagbog, udfordrer tyskerne i en grad, så han underskriver sin egen dødsdom. Der effektueres den 5. januar 1944.

Men han har til gengæld erkendt noget andet, noget som meget vel kan være svaret på, hvorfor netop han og ikke de meget mere politisk bevidste forfatterkollegaer, spiller så afgørende en rolle i modstandsarbejdet og dermed også i kulturlivet efter krigen: "Den hemmelighed jeg opdagede ved Kristendommen og som er dens allermest øjensynlige og aabenbare sandhed, men i Folks bevidsthed helt overgroet af Overtro om det ’hinsidige’ er, at den tilhører Nuet, og vil Nuet ", skriver Martin A. Hansen i sin dagbog i januar 1942.

Og især under krigen er der ikke andet end Nu'et. Så kort efter intensiverer Martin A. Hansen sit arbejde og begynder fast at levere tekster til det illegale blad "Folk og Frihed". Et engagement der hurtigt griber så meget om sig, at han i september 1944 må gå under jorden. Han bor i den periode rundt om hos bekendte, og trods det turbulente liv, eller måske netop derfor, bliver det den mest produktive periode i hans liv. I de måneder der går indtil befrielsen i maj 1945 skriver han og laver udkast til langt det meste af det, der bliver kernen i hans forfatterskab i årene efter krigen. Han er fri for alle sine normale, opslidende forpligtelser, og selv om det også er med en vis dårlig samvittighed over, at han faktisk får så meget ud af denne frihed, så er det ikke desto mindre sådan det er. Han kan for første gang i sit liv for alvor hellige sig sit forfatterskab. Det er faktisk det eneste han kan, og han er nærmest forpligtet til det, tiderne taget i betragtning.

Der brænder en ild
I 1944 går et ungt par, Bente Hammerich og Axel Heltoft rundt hos en række forfattere og beder dem skrive et bidrag til en antologi, der kommer til at hedde "Der brænder en Ild". Overskuddet fra udgivelsen skulle gå til familierne til dræbte modstandsfolk. Ingen af bidragene i 1. udgaven er signerede, det er alt for farligt at stå åbent frem med den slags holdninger, teksterne er udtryk for - skønt de selvfølgelig er fiktion.
Martin A. Hansen er en af de mest flittige bidragsydere til antologien, sammen med unge digtere som Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen. Men hvor de først for alvor er ved at træde i karakter, så er det i Martin A. Hansens bidrag en digter med erfaring, viden og en sikker stil, der skriver.
Centralt i samlingen og for modstandsbevægelsen står det diskuterende essay "Dialog om Drab og Ansvar".
Da journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen i 2001 udgav bogen "Efter drabet" og dermed brød et af besættelsens største tabuer: Stikkerlikvideringernes omkostninger, kom det for alvor frem, hvor stor en betydning "Dialog om Drab og Ansvar" havde haft for den unge generation og de drab, de var nødt til at begå. Med store personlige omkostninger. For Martin A. Hansen var allerede i 1944 ved at udvikle sig til en samlende skikkelse for især en yngre generation.

Essayet er en dialog mellem Sokrates og hans ven Simias, der er bekymret over den måde, stikkerdrabene har udviklet sig. For ham er de nemlig eksemplet på, at man under dække af den gode sag, reelt bruger det, han kalder "vor Fjendes usle Metoder". Han mener det vigtigste også i en krigssituation er respekten for loven, for sandeheden, for åbenheden, for ærlig bevisførelse og mest af alt: respekten for menneskeliv. Men han må til sin forbløffelse konstatere, at han i højere og højere grad bliver buh'et ud, når han ytrer sig på den måde, og især af unge modstandsfolk. Han er foruroliget, ser det som en yderligere forråelse, for for ham er og bliver det afstumpet at dræbe et andet menneske uden en fair rettergang.
De holdninger kan Sokrates slet ikke dele. Han mener tværtimod at netop den farlige tøven i starten af krigen har medført, at det hele er blevet så meget grovere nu. Man lod fjenden bliver stærk imens. Og at protestere mod det, der ser nu, ser han som en helgardering for de mennesker, der ikke selv tør handle for alvor, men har kastet sig ud i modstandskampen ved at synge alsang og gå algang, mens man i andre lande forbløder for at forsvare de idealer, vi herhjemme mener bedst styrkes ved at synge "I Danmark er jeg født" i kor.
’Forlanger jeg, at vi skal gøre noget ud af vor Modstand, saa maa jeg ogsaa indrømme, at Stikkerdrab er uundgaaelige. Og kræver jeg at Stikkerne skal udskadeliggøres kan jeg heller ikke vige tilbage for at dømme dem. Og selv om jeg ikke personligt faar overdraget Dommersædet saa maa jeg være rede til nu og fremtidigt at dele Ansvaret for Domme med de Mænd som paa mine Vegne udtaler dem.’ svarer Sokrates sin ven, og forsvarer handlingerne med, at når man rækker pistolen til en mand og beder ham skyde en anden, så er man sikker. Sikker på at han virkelig er så farlig, at det vil koste flere liv at lade ham leve. Og trøster Simias med, at når det hele er forbi, så vil også disse modstandsfolk komme til at stå til ansvar for deres handlinger.

Det skete så af flere grunde ikke, men det kunne Martin A. Hansen ikke vide, da han skrev sit berømte og afgørende essay. Men det er måske først for alvor bagefter, han finder ud af, hvad hans tekst konkert betød. Som når han konfronteres direkte med det ved en mindehøjtidelighed den 29. august 1945 i Mindelunden:
’Det mærkeligste var dog, at der mellem disse døde var en ung Mand, Ib Mogens Bech Pedersen, Kunstmaler, om hvem Peter lige havde fortalt os, at han havde følt sig stærkt overbevist ved Læsningen af ”Dialog om Drab og Ansvar” at det havde drevet ham til det Arbejde, der kostede ham Livet, henrettet en Uge før Kapitulationen. De Følelser, som saadan en Kiste vækker i en er næsten uforklarlige. Igen og igen maa man beskæftige sig dermed.’ skriver han bagefter i sin dagbog. Martin A. Hansen har fået sit Kainsmærke.

Hele problematikken med Kains mærket, med det ”fredløse” som rammer Kains børn, optager ham. Og mange andre for den sags skyld, i årene efter krigen. For gjorde man nok? Kunne man have stoppet noget af gruen, gjort noget mere selv? Især tanken om "den stadig mere afklarede og lidelsesfulde Følelse af Kunstnerens Skyld – hvad der vil sige den enkeltes Skyld, en Knude i Digterens Sjælsorganisme." optager ham, og mange andre.
Så sent som den 11. juni 1955 - kort før sin død - vender han tilbage til Dialog om drab og ansvar. Her skriver han en lang essayistisk novelle, "Gæsterne", om en digter, der en sen nat bliver opsøgt af to genfærd, hvor den ene har handlet efter, at han har læst en tekst af digteren og har skudt en stikker. Altså en gennemskrivning af det, Martin A. Hansen indirekte ved, han har været årsag til. Nu skal han forsvare det han skrev, og den betydning det fik for manden og for andre - og for digteren selv.

For den nye generation især, men også for mange andre, bliver Martin A. Hansen eftertidens mest betydningsfulde kulturperson. Han opnår noget, der ikke bare ligner, men er en heltestatus. Der også bliver for meget for ham. I 1948 er han i Norge i flere måneder, ligeså meget som en flugt fra den offentlige interesse, som simpelthen er ved at kvæle ham. Han er tæt på at være jaget i perioder, alle vil have ham ud at tale, alle vil have bidrag fra ham til deres antologier, tidsskrifter, aviser, pamfletter, han opsøges uden blusel af unge mennesker i sit hjem, der beder ham om at læse deres kommende storværker og kommentere dem for at lette en udgivelse fa dem, han inviteres med til alt hvad der sker i de væsentligste litterære sammenhænge, og hvornår i himlens navn skal han overhovedet få tid til at skrive? Til at færdiggøre de mange, mange sider med udkast til noveller og romaner, som han har lavet i sine måneder under jorden, og som nu ligger og venter. Og jo i sidste ende er det, folk helst vil have fra ham: hans egne ord, hans egne værker.

De store værker
Den første i rækken af de store værker henover de næste fem år, er romanen "Lykkelige Kristoffer". EN historisk roman fra Grevens fejde, som kommer i befrielsesåret 1945. Men også en metaroman, med en vigtig rammehistorie om klerken Martin, der er fortæller af historien, inden Varberg falder under en ny krig.
Det er en markant konflikt for Martin A. Hansen selv og i hans forfatterskab: splittelsen mellem det etiske og æstetiske, en konflikt mellem kristendom og litteratur. Den kommer konkret til udtryk i dagbøgerne i en evigt rullende dårlig samvittighed hos ham - overfor familien, som han ikke synes, han er nok overfor, overfor samfundet som han aldrig yder nok til, for hvis han virkelig vil give litteraturen alt det, han ønsker og også længes efter, så forsømmer han både sin familie og sine medmennesker, samtidig med at han også suger kraft ud af dem til nye historier. Han udnytter så at sige andres lidelser, begivenheder i samfundet, reaktioner til sin kunst, sine figurer, temaer og handlinger. Og endelig er der også den iscenesatte del af det. At få menneske til at gøre noget, så man kan skrive om det.
Alt det rummer klerken Martin i én og samme person, mens forfatteren Martin Alfred Hansen også føler han er sådan,i hvert fald til en vis grad.
I mange år efter krigen arbejder Martin A. Hansen på et stort samlende værk, der skal hedde "Kains alter". Det skal handle om "flere slægter, Byer, Smaasamfund, - Stevns - og i Dybden 3 slægtled, ... "de vaagnende" ... "de villende" ... "de syndende"", skriver han i en synopsis, der blev offentliggjort efter hans død. Her fortæller han også, at det er digteren, der skal hedde Kain. Digteren, som er en syndig seer.

Men det trækker ud med romanerne, og i stedet koncentrerer Martin A. Hansen sig op gennem 1940'erne om en strøm af fremragende noveller, som den dag i dag er den del af forfatterskabet, de fleste nok har stiftet bekendtskab med i skolerne.
Samlingerne er gennemkomponerede, hvilket kommer stærkest til udtryk i "Tornebusken". Her er hovednovellen den eksperimenterende, modernistiske "Midsommerfesten", der både er kritisk til det at være forfatter og til den realisme, han ellers er så kendt for. Forfatteren forstyrres konstant i sin skriveproces af en læser og andre, der blander sig og forvirrer ham, men alligevel kommer der en novelle ud af det. En novelle som for alvor markerer hans kristne ståsted. Et udgangspunkt, der ikke bliver mindre synligt, uden nogensinde at være missionerende, i senere noveller som "Ventesalen", "Paaskeklokken", "Paradisæblerne" og "Agerhønen".

Statsradiofonien har under besættelsen lanceret Radioromanen. En roman i føjleton form af en kendt forfatter, der bliver læst op i radioen hver uge. I 1949 er det - udfra hans status - logisk nok Martin A. Hansen, man henvender sig til og beder om at skrive en roman. Han siger ja, men er vanvittig længe om at komme igang med arbejdet.
Men til sidst kommer det, dog så stødvis og så sent i forhold til oplæsningen i radioen, at historien vil vide, at Martin A. Hansen kunne sidde selv og lytte til Pouel Kerns karakteristiske oplæsning af ugens kapitel og være i ligeså stor uvidenhed om, hvad der ville ske ugen efter, som resten af Danmarks lyttere. Fordi han endnu ikke havde skrevet en linie af fortsættelsen.
Ikke desto mindre går historien om degnen Johannes Vig på den lille, indefrosne Sandø massivt ind i både lyttere og læsere og bliver en kolossal succes. Da den siden kommer på tryk som roman, bliver den på bestsellerlisten kun overgået af Finn Søeborgs gigahit, den absurd-humoristiske roman "Sådan er der så meget".

Hans fortælling handler om den unge AnneMari, som Johannes har et uforløst, men meget intenst forhold til. Hun har et barn med ungdomskæresten Oluf, som også er gammel elev af Johannes, men mens Oluf har været iset inde på fastlandet er der kommet en farligere rival til, en ung ingeniør. Trods det at AnneMari konstant udfordrer Johannes til at tage det afgørende skridt i deres forhold, trods det at hun ægger ham konstant, kan han ikke gøre det. Officielt af loyalitet overfor Oluf, privat handler det om en Kains handling igen: At Johannes måske ikke var uden skyld i den bådulykke, der kostede Olufs ven livet og som Oluf har bebrejdet sig selv lige siden. Eller er det bare en magelig forklaring, endnu en løgn? For Johannes Vig lyver ja, han lyver meget, han pynter på tingene, han drejer dem, han manipulerer - eller gør han? Det elegante og det evigt fængende ved romanen er netop, at man aldrig kan vide det med en mand, der så bevidst kalder sig selv en løgner.

"Løgneren" er en dagbogsroman, og er der en mand, der burde kunne skrive en dagbogsroman og som om nogen ved, hvad en dagbog virkelig er, så er det Martin A. Hansen.
’I Gaar brændt Dagbøger endelig. Gamle Breve vil gaa samme Vej for en Del - - - Forsaavidt er Brevene meget ærligere og bedre end Dagbøgerne. Det meste af disse skrev jeg nok for at imponere en Eftertid. Det var en Legen Skjul med en senere Læser. Og Teater - - -
En Dagbog er der nu ikke noget sandt (i) hvis den ikke er helt igennem opdigtet. Dagbog skal være: Gjorde dit, gjorde dat. Solskin, Blæsevær, ondt i Tænderne. Nu er N.N. død og nu sidder jeg i Gæld til Halsen igen. Følelsesdagbog er noget forfærdeligt noget. Alligevel man lyver saa længe for sig selv i det Haab at forblinde andre, at man til sidst bliver en Synder og brænder Dagbogen og skriver en sandfærdig Almanak.’ som han selv skriver den 24. marts 1941 i sin dagbog. Det vil Johannes Vig kunne skrive under på.

Dagbogen – og eftertiden
Martin A. Hansen har på det tidspunkt skrevet dagbog siden i hvert fald sit 18. år, og i 2001 blev de udgivet i to fremragende bind, der satte nye stærke spor i opfattelsen af Martin A. Hansen, hans tid og hans værk, men som også i sig selv var gribende, intenst og fantastisk læsning. Her fremstår privatpersonen og forfatteren Martin A. Hansen som tæt forbundne, derfor brænder han også en del dengang i 1941 - sandsynligvis følelsesdagbøgerne, og dagbøgerne er også en dialog - mellem ham og en modtager. Han er en ekstremt bevidst dagbogsskriver, og der er ingen tvivl om, at han har en modtager i bevidstheden, når han skriver. Som han jo så egentlig samtidig har gjort klart, at man ikke skal stole på det, der står på de her sider. Det er jo digt det hele!

Dagbogen kommer til at stå centralt i den sidste del af hans liv - og for eftertiden. Fordi de her bliver genstand for den bølge af inspiration, der vælter ind over ham og fuldstændig fejer den skrivekrise væk, der ellers har præget i hvert fald den fiktive del af forfatterskabet i årene efter "Løgneren". Men i sommeren 1955 under sin indlæggelse på Bispebjerg Hospital skriver han som en gal igen og når samtidig frem til en større klarhed om sig selv, sit liv og forholdet til andre mennesker, ikke mindst Vera.

Men det for sent objektivt set. For han bliver dårligere, og dagbogen slutter et par måneder inden han dør i august 1955 på hospitalet, knap 46 år gammel og på højden af sin berømmelse og måske også på højden af sin karriere, at dømme efter de mange ideer og tanker, han havde til nye tekster.

Måske netop derfor bliver Martin A. Hansen slået ihjel endnu engang.
Det har ulmet blandt de politiske bevidste kulturradikale forfattere og kulturpersonligheder allerede fra "Løgneren", hvor en af deres store frontfigurer, professor og litterat Sven Møller Kristensen kaldte historien for "reaktionær. På den smukkeste vis, bevares... " men fortsætter han: "Romanen lugter af lavendler, den lugter gammelagtigt, den er fortalt i en gammeldags tone, som dagbogsoptegnelser af en ensom skolelærer, jævnt og kortfattet med mindelser om sagaerne og Blichers Landsbydegn og Johs. V. Jensen, en tone som er så før-romantisk, at man studser ved at høre tale om radio og tipning og opdage, at det hele foregår i nutiden".

Denne holdning bliver den bærende i forhold til Martin A. Hansens forfatterskab i den kommende generation, blandt 1968'erne. De gør nar af ham, vrænger af hans inderlighed, hans kristne udgangspunkt, hans beskrivelser af livet på landet. Han blev forvist til lukkede enheder, hvor de skiftende moder på bjerget ikke nødvendigvis var gældende for hvad man læste og interesserede sig. Mens man i den litterære inderkreds lukkede helt af for hans forfatterskab og for så vidt også for en stor del af de yngre forfattere, der havde haft ham som ledestjerne: Heretica folkene.

Den dag i dag er den generation af litterater og formidlere stadig på kant med Martin A. Hansen og betragter ham stadig som reaktionær og forfærdelig, som en modstander af det moderne. Skønt størstedelen af hans forfatterskab ellers må siges at være temmelig modernistisk i sin opbygning af fortælleroller og handling. Men i en moderne verden med plads til eftertanke og tvivl, og med en skepsis overfor alt for sikre og sort-hvide inddelinger af samfundet og menneskene, er han igen vendt tilbage til sin naturlige plads som en af det 20. århundredes vigtigste fortællere.
En forfatter der måske nok er den sidste af sin slags, men ikke af den grund bliver en ringere forfatter. Snarere tværtimod.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek