Klassikerdagen 2009
Martin A. Hansen


Introduktion  |   Åbning  |   Årets plakat

MARTIN A. HANSEN

1909-55

En introduktion ved cand.mag. og journalist Rikke Rottensten

I anledning af 100ret for Martin A. Hansen og Klassikerdagen d. 22. september 2009

Forgudet, dyrket, bestseller, tilbedt. Forldet, konservativ, latterliggjort, glemt.
At n og samme forfatters vrk kan glide gennem s passionerede og s radikalt modsatte holdninger - ja, det siger faktisk langt mere om forfatteren end om de, der forholder sig til ham.
For de danske forfattere, der har vakt eller vkker s strke flelser hos bde lsere og litterater, kan nrmest tlles p n hnd, og som regel sker det ikke over s kort tid, som Martin A. Hansen gik fra at vre Danmarks mest elskede, mest lste og mest respekterede forfatter til at blive manden med fortidens stemme, som ingen moderne mennesker kunne holde ud at lse.
Frst nu - i 100 ret for sin fdsel og mere end 50 r efter sin dd - er der get s forsonende meget tid, at Martin A. Hansen med stor selvflge og uden den store debat rykker ind p sin selvflgelige plads som en af det 20. rhundredes vsentligste danske forfattere. Ikke som hverken mrkemand eller frelser, men slet og ret som det han er, nr alt det andet er skrllet vk: En klassiker, en mand med et vrk, der er stort og vrd at lse - til hver en tid.
Romaner, noveller, erindringsskitser, store historiske vrker, en radioroman, landskabsbeskrivelser, essays - ja sgar en bog om Dansk Vejr. Der er nrmest intet, der er fremmed for Martin A. Hansens forfatterskab. Som efter hans dd ogs tller to tykke bind dagbger og ditto breve.

Dbuten
Martin A. Hansen blev fdt i 1909 i fattige kr p Stevns som Jens Alfred Martin Hansen. Familien startede p familie-grden, men da de ldre sskende ville slge, flyttede familien fra grden og faderens ernrede sig som rejsende kommissr og daglejer, inden fik et lille husmandssted ved Strby, da Martin A. Hansen var 9 r gammel.
Men tro ikke, at det er en drlig barndom, der skaber forfatteren. Det er slet ikke tilfldet her. Forldrene er gode forldre, og de bestrider en rkke tillidshverv i lokalsamfundet.
Som andre unge konfirmander, kommer ogs familien Hansens sn ud og tjene, da han trder ind i de voksnes rkker og er frdig med skolen. Men i lngden gr det ikke. Det holder ikke med en fremtid som grdskarl og landmand, det er ikke det, Martin A. Hansens hoved er sat mod, og som den yngste p holdet, ankommer han som 17-rig til Haslev Seminarium i 1926 for at lse til lrer.

Desvrre er den videbegrlighed, han er kommet for at udvikle, ikke noget man ser mildt p p det missionske seminarie. For Martin A. Hansen lser alle mulige forfatter, fra Kierkegaard over J.P Jacobsen, og han er sgende og sprgende, nr det glder den kristne tro. Hvad man bestemt ikke bruger i Haslev. Der kender man ikke til sprgsml til kristendommen, den er absolut.

1935 bliver et skelsttende r for ham. Her bliver han frst og fremmest gift med sin Vera. De har mdt hinanden et par r fr og kort efter deres mde skriver Martin A. Hansen, at Styrken gaves mig med Vera. Det Navn er over mit Vrk og mit Liv.
Men i det samme r debuterer han ogs som romanforfatter. Med romanen "Nu opgiver han" (1935), der bliver fulgt af "Kolonien" (1939). De ligger lidt for sig i forfatterskabet, for det Martin A. Hansen her tegner til er nrmest en arvtager til Hans Kirks 1930'er realisme. Og det mrker han nok ogs selv, allerede i rene mellem de to romaner, hvor han skriver, at "Litteraturen er i for hj grad blevet hverdagen, paastaar man. Maaske er der noget om det, i den Forstand, at Realismen, som vi stadig bygger paa er blevet for eneraadende, for mekaniseret, hviler som en Mare paa digtningen." For i 1930'erne, p vej ind i en krig, midt i en voldsomt politiserende epoke i dansk historie, ogs kulturhistorie, var der kun vrker, der tog stilling til de mange problemer i samfundet og farer i udviklingen. Helt modsat det, der kom til at ske efter besttelsen.

Men at forsrge en familie p forfatterindtgter er mere end hasaderet, isr nr man som hos familien Hansen har to brn. S lrerjobbet er helt ndvendigt for at opretholde familiens bare almindelige levestandard, men samtidig slider det ogs p Martin A. Hansen. Det er hrdt at undervise, forberede og rette, samtidig med at man gerne vil styrke, udvikle og fortstte sit mere end lovende forfatterskab. Dagbogen vidner om en ond, men ogs meget tidstypisk spiral af pilleindtagelse. For nr man har siddet og skrevet en hel nat er der kun at sluge nogle hovedpinepiller og opkvikkende piller, nr det er blevet morgen og der sidder en klasse og venter p deres lrer

Gennembruddet
Til gengld har han meget at byde sine lsere. Det forstr man for alvor i 1941, da hans egentlige gennembrud, hans egentlige debut kommer: Den fabulerende, eventyrlige romanen "Jonathans rejse". En mrkelig, helt anderledes, helt speciel roman, der bde for ham og Vera altid er hjertebarnet i forfatterskabet. Den er undfanget frste gang nsten samtidig med "Nu opgiver han" og i slutningen af 30'erne skriver han p den igen, inden han for alvor i 1941 tager fat p den og skriver den frdig.

Og dermed for alvor trder i karakter som sig selv. Som forfatteren Martin A. Hansen.

Romanen kommer et r inde i den besttelse, som pvirker Martin A. Hansen meget, og ogs kommer til at pvirke hele resten af hans forfatterskab af flere rsager.
Besttelsen har vret ventet lnge, og den store generation af forfattere, lidt ldre end Martin A. Hansen, og af en helt anden skole, nemlig den politisk bevidste realisme, har i revis skrevet imod Hitler og Mussolini. De har lavet tidsskrifter, teaterstykker, seminarer, revyer og romaner om den nazistiske trussel, om den farlige politiske nedsivning og om at g til kamp imod ondskaben. Men da krigen er en realitet viser det sig at vre svrt for mange af dem at udfolde samme kampnd som fr krigen, at gribe konkret til handling mod besttelsesmagten.
Helt anderledes forholder det sig med Martin A. Hansen. Ikke at han ikke tver og frygter, hvad der kan ske med ham og med familien, for det gr han.
I sin dagbog fra efterret 1943, diskuterer han skismaet med sig selv. Det at turde, at vlge det, der jo er rigtigt overordnet set - nemlig at g ind i kampen mod besttelsesmagten, men samtidig er det svrt ikke at tnke p det, der kan ske ved at gre det, uanset om det er frivilligt eller via den indkaldelse, han p dette tidspunkt af krigen endnu ikke ved, om mske kommer til ham ogs.

Er Frygtflelsen anderledes kraftig, naar det glder at gre det helt frivillig. At vlge Risikoen, naar man kan lade vre og lade vre uden at maatte udstille sin Skam for det for selve Skamflelsen spiller da ogsaa en stor Rolle. Man har da ene skamflelsen overfor sig selv, lettere at skyde vk i jeblikket, men senere, naar der er gaaet Aar?
(---) Men alt dette rummer ogsaa modstridende Flelser. For denne Frygt opstaar jo alene fordi noget i en vil, at man skal vove det, fordi man drages mod Faren, fordi man synes, at redder man et Liv, der kan udmntes i dybere og ldigere Virksomhed, hvorfor Dden er meningsls eller tilintetgr Meninger, saa tnker man ogsaa modsat, at saadan en Dd kunde give maaske dybere Mening, en strre Pointe, ja at man ved et saadant Offer, der ligger ens specielle Mission saa fjernt, dog ydede noget, der var vigtigere end selv et delt Kunstvrk man kunde naa at skabe.
13. november 43

Det er martyriet, han kredser om til sidst, men det bliver ikke ham til del. Det har han nok i sidste ende ikke samme anlg for som hans kollega Kaj Munk, der p samme tidspunkt, som Martin A. Hansen vejer for og imod i sin dagbog, udfordrer tyskerne i en grad, s han underskriver sin egen ddsdom. Der effektueres den 5. januar 1944.

Men han har til gengld erkendt noget andet, noget som meget vel kan vre svaret p, hvorfor netop han og ikke de meget mere politisk bevidste forfatterkollegaer, spiller s afgrende en rolle i modstandsarbejdet og dermed ogs i kulturlivet efter krigen: "Den hemmelighed jeg opdagede ved Kristendommen og som er dens allermest jensynlige og aabenbare sandhed, men i Folks bevidsthed helt overgroet af Overtro om det hinsidige er, at den tilhrer Nuet, og vil Nuet ", skriver Martin A. Hansen i sin dagbog i januar 1942.

Og isr under krigen er der ikke andet end Nu'et. S kort efter intensiverer Martin A. Hansen sit arbejde og begynder fast at levere tekster til det illegale blad "Folk og Frihed". Et engagement der hurtigt griber s meget om sig, at han i september 1944 m g under jorden. Han bor i den periode rundt om hos bekendte, og trods det turbulente liv, eller mske netop derfor, bliver det den mest produktive periode i hans liv. I de mneder der gr indtil befrielsen i maj 1945 skriver han og laver udkast til langt det meste af det, der bliver kernen i hans forfatterskab i rene efter krigen. Han er fri for alle sine normale, opslidende forpligtelser, og selv om det ogs er med en vis drlig samvittighed over, at han faktisk fr s meget ud af denne frihed, s er det ikke desto mindre sdan det er. Han kan for frste gang i sit liv for alvor hellige sig sit forfatterskab. Det er faktisk det eneste han kan, og han er nrmest forpligtet til det, tiderne taget i betragtning.

Der brnder en ild
I 1944 gr et ungt par, Bente Hammerich og Axel Heltoft rundt hos en rkke forfattere og beder dem skrive et bidrag til en antologi, der kommer til at hedde "Der brnder en Ild". Overskuddet fra udgivelsen skulle g til familierne til drbte modstandsfolk. Ingen af bidragene i 1. udgaven er signerede, det er alt for farligt at st bent frem med den slags holdninger, teksterne er udtryk for - sknt de selvflgelig er fiktion.
Martin A. Hansen er en af de mest flittige bidragsydere til antologien, sammen med unge digtere som Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen. Men hvor de frst for alvor er ved at trde i karakter, s er det i Martin A. Hansens bidrag en digter med erfaring, viden og en sikker stil, der skriver.
Centralt i samlingen og for modstandsbevgelsen str det diskuterende essay "Dialog om Drab og Ansvar".
Da journalist og forfatter Peter vig Knudsen i 2001 udgav bogen "Efter drabet" og dermed brd et af besttelsens strste tabuer: Stikkerlikvideringernes omkostninger, kom det for alvor frem, hvor stor en betydning "Dialog om Drab og Ansvar" havde haft for den unge generation og de drab, de var ndt til at beg. Med store personlige omkostninger. For Martin A. Hansen var allerede i 1944 ved at udvikle sig til en samlende skikkelse for isr en yngre generation.

Essayet er en dialog mellem Sokrates og hans ven Simias, der er bekymret over den mde, stikkerdrabene har udviklet sig. For ham er de nemlig eksemplet p, at man under dkke af den gode sag, reelt bruger det, han kalder "vor Fjendes usle Metoder". Han mener det vigtigste ogs i en krigssituation er respekten for loven, for sandeheden, for benheden, for rlig bevisfrelse og mest af alt: respekten for menneskeliv. Men han m til sin forblffelse konstatere, at han i hjere og hjere grad bliver buh'et ud, nr han ytrer sig p den mde, og isr af unge modstandsfolk. Han er foruroliget, ser det som en yderligere forrelse, for for ham er og bliver det afstumpet at drbe et andet menneske uden en fair rettergang.
De holdninger kan Sokrates slet ikke dele. Han mener tvrtimod at netop den farlige tven i starten af krigen har medfrt, at det hele er blevet s meget grovere nu. Man lod fjenden bliver strk imens. Og at protestere mod det, der ser nu, ser han som en helgardering for de mennesker, der ikke selv tr handle for alvor, men har kastet sig ud i modstandskampen ved at synge alsang og g algang, mens man i andre lande forblder for at forsvare de idealer, vi herhjemme mener bedst styrkes ved at synge "I Danmark er jeg fdt" i kor.
Forlanger jeg, at vi skal gre noget ud af vor Modstand, saa maa jeg ogsaa indrmme, at Stikkerdrab er uundgaaelige. Og krver jeg at Stikkerne skal udskadeliggres kan jeg heller ikke vige tilbage for at dmme dem. Og selv om jeg ikke personligt faar overdraget Dommersdet saa maa jeg vre rede til nu og fremtidigt at dele Ansvaret for Domme med de Mnd som paa mine Vegne udtaler dem. svarer Sokrates sin ven, og forsvarer handlingerne med, at nr man rkker pistolen til en mand og beder ham skyde en anden, s er man sikker. Sikker p at han virkelig er s farlig, at det vil koste flere liv at lade ham leve. Og trster Simias med, at nr det hele er forbi, s vil ogs disse modstandsfolk komme til at st til ansvar for deres handlinger.

Det skete s af flere grunde ikke, men det kunne Martin A. Hansen ikke vide, da han skrev sit bermte og afgrende essay. Men det er mske frst for alvor bagefter, han finder ud af, hvad hans tekst konkert betd. Som nr han konfronteres direkte med det ved en mindehjtidelighed den 29. august 1945 i Mindelunden:
Det mrkeligste var dog, at der mellem disse dde var en ung Mand, Ib Mogens Bech Pedersen, Kunstmaler, om hvem Peter lige havde fortalt os, at han havde flt sig strkt overbevist ved Lsningen af Dialog om Drab og Ansvar at det havde drevet ham til det Arbejde, der kostede ham Livet, henrettet en Uge fr Kapitulationen. De Flelser, som saadan en Kiste vkker i en er nsten uforklarlige. Igen og igen maa man beskftige sig dermed. skriver han bagefter i sin dagbog. Martin A. Hansen har fet sit Kainsmrke.

Hele problematikken med Kains mrket, med det fredlse som rammer Kains brn, optager ham. Og mange andre for den sags skyld, i rene efter krigen. For gjorde man nok? Kunne man have stoppet noget af gruen, gjort noget mere selv? Isr tanken om "den stadig mere afklarede og lidelsesfulde Flelse af Kunstnerens Skyld hvad der vil sige den enkeltes Skyld, en Knude i Digterens Sjlsorganisme." optager ham, og mange andre.
S sent som den 11. juni 1955 - kort fr sin dd - vender han tilbage til Dialog om drab og ansvar. Her skriver han en lang essayistisk novelle, "Gsterne", om en digter, der en sen nat bliver opsgt af to genfrd, hvor den ene har handlet efter, at han har lst en tekst af digteren og har skudt en stikker. Alts en gennemskrivning af det, Martin A. Hansen indirekte ved, han har vret rsag til. Nu skal han forsvare det han skrev, og den betydning det fik for manden og for andre - og for digteren selv.

For den nye generation isr, men ogs for mange andre, bliver Martin A. Hansen eftertidens mest betydningsfulde kulturperson. Han opnr noget, der ikke bare ligner, men er en heltestatus. Der ogs bliver for meget for ham. I 1948 er han i Norge i flere mneder, liges meget som en flugt fra den offentlige interesse, som simpelthen er ved at kvle ham. Han er tt p at vre jaget i perioder, alle vil have ham ud at tale, alle vil have bidrag fra ham til deres antologier, tidsskrifter, aviser, pamfletter, han opsges uden blusel af unge mennesker i sit hjem, der beder ham om at lse deres kommende storvrker og kommentere dem for at lette en udgivelse fa dem, han inviteres med til alt hvad der sker i de vsentligste litterre sammenhnge, og hvornr i himlens navn skal han overhovedet f tid til at skrive? Til at frdiggre de mange, mange sider med udkast til noveller og romaner, som han har lavet i sine mneder under jorden, og som nu ligger og venter. Og jo i sidste ende er det, folk helst vil have fra ham: hans egne ord, hans egne vrker.

De store vrker
Den frste i rkken af de store vrker henover de nste fem r, er romanen "Lykkelige Kristoffer". EN historisk roman fra Grevens fejde, som kommer i befrielsesret 1945. Men ogs en metaroman, med en vigtig rammehistorie om klerken Martin, der er fortller af historien, inden Varberg falder under en ny krig.
Det er en markant konflikt for Martin A. Hansen selv og i hans forfatterskab: splittelsen mellem det etiske og stetiske, en konflikt mellem kristendom og litteratur. Den kommer konkret til udtryk i dagbgerne i en evigt rullende drlig samvittighed hos ham - overfor familien, som han ikke synes, han er nok overfor, overfor samfundet som han aldrig yder nok til, for hvis han virkelig vil give litteraturen alt det, han nsker og ogs lnges efter, s forsmmer han bde sin familie og sine medmennesker, samtidig med at han ogs suger kraft ud af dem til nye historier. Han udnytter s at sige andres lidelser, begivenheder i samfundet, reaktioner til sin kunst, sine figurer, temaer og handlinger. Og endelig er der ogs den iscenesatte del af det. At f menneske til at gre noget, s man kan skrive om det.
Alt det rummer klerken Martin i n og samme person, mens forfatteren Martin Alfred Hansen ogs fler han er sdan,i hvert fald til en vis grad.
I mange r efter krigen arbejder Martin A. Hansen p et stort samlende vrk, der skal hedde "Kains alter". Det skal handle om "flere slgter, Byer, Smaasamfund, - Stevns - og i Dybden 3 slgtled, ... "de vaagnende" ... "de villende" ... "de syndende"", skriver han i en synopsis, der blev offentliggjort efter hans dd. Her fortller han ogs, at det er digteren, der skal hedde Kain. Digteren, som er en syndig seer.

Men det trkker ud med romanerne, og i stedet koncentrerer Martin A. Hansen sig op gennem 1940'erne om en strm af fremragende noveller, som den dag i dag er den del af forfatterskabet, de fleste nok har stiftet bekendtskab med i skolerne.
Samlingerne er gennemkomponerede, hvilket kommer strkest til udtryk i "Tornebusken". Her er hovednovellen den eksperimenterende, modernistiske "Midsommerfesten", der bde er kritisk til det at vre forfatter og til den realisme, han ellers er s kendt for. Forfatteren forstyrres konstant i sin skriveproces af en lser og andre, der blander sig og forvirrer ham, men alligevel kommer der en novelle ud af det. En novelle som for alvor markerer hans kristne ststed. Et udgangspunkt, der ikke bliver mindre synligt, uden nogensinde at vre missionerende, i senere noveller som "Ventesalen", "Paaskeklokken", "Paradisblerne" og "Agerhnen".

Statsradiofonien har under besttelsen lanceret Radioromanen. En roman i fjleton form af en kendt forfatter, der bliver lst op i radioen hver uge. I 1949 er det - udfra hans status - logisk nok Martin A. Hansen, man henvender sig til og beder om at skrive en roman. Han siger ja, men er vanvittig lnge om at komme igang med arbejdet.
Men til sidst kommer det, dog s stdvis og s sent i forhold til oplsningen i radioen, at historien vil vide, at Martin A. Hansen kunne sidde selv og lytte til Pouel Kerns karakteristiske oplsning af ugens kapitel og vre i liges stor uvidenhed om, hvad der ville ske ugen efter, som resten af Danmarks lyttere. Fordi han endnu ikke havde skrevet en linie af fortsttelsen.
Ikke desto mindre gr historien om degnen Johannes Vig p den lille, indefrosne Sand massivt ind i bde lyttere og lsere og bliver en kolossal succes. Da den siden kommer p tryk som roman, bliver den p bestsellerlisten kun overget af Finn Seborgs gigahit, den absurd-humoristiske roman "Sdan er der s meget".

Hans fortlling handler om den unge AnneMari, som Johannes har et uforlst, men meget intenst forhold til. Hun har et barn med ungdomskresten Oluf, som ogs er gammel elev af Johannes, men mens Oluf har vret iset inde p fastlandet er der kommet en farligere rival til, en ung ingenir. Trods det at AnneMari konstant udfordrer Johannes til at tage det afgrende skridt i deres forhold, trods det at hun gger ham konstant, kan han ikke gre det. Officielt af loyalitet overfor Oluf, privat handler det om en Kains handling igen: At Johannes mske ikke var uden skyld i den bdulykke, der kostede Olufs ven livet og som Oluf har bebrejdet sig selv lige siden. Eller er det bare en magelig forklaring, endnu en lgn? For Johannes Vig lyver ja, han lyver meget, han pynter p tingene, han drejer dem, han manipulerer - eller gr han? Det elegante og det evigt fngende ved romanen er netop, at man aldrig kan vide det med en mand, der s bevidst kalder sig selv en lgner.

"Lgneren" er en dagbogsroman, og er der en mand, der burde kunne skrive en dagbogsroman og som om nogen ved, hvad en dagbog virkelig er, s er det Martin A. Hansen.
I Gaar brndt Dagbger endelig. Gamle Breve vil gaa samme Vej for en Del - - - Forsaavidt er Brevene meget rligere og bedre end Dagbgerne. Det meste af disse skrev jeg nok for at imponere en Eftertid. Det var en Legen Skjul med en senere Lser. Og Teater - - -
En Dagbog er der nu ikke noget sandt (i) hvis den ikke er helt igennem opdigtet. Dagbog skal vre: Gjorde dit, gjorde dat. Solskin, Blsevr, ondt i Tnderne. Nu er N.N. dd og nu sidder jeg i Gld til Halsen igen. Flelsesdagbog er noget forfrdeligt noget. Alligevel man lyver saa lnge for sig selv i det Haab at forblinde andre, at man til sidst bliver en Synder og brnder Dagbogen og skriver en sandfrdig Almanak. som han selv skriver den 24. marts 1941 i sin dagbog. Det vil Johannes Vig kunne skrive under p.

Dagbogen og eftertiden
Martin A. Hansen har p det tidspunkt skrevet dagbog siden i hvert fald sit 18. r, og i 2001 blev de udgivet i to fremragende bind, der satte nye strke spor i opfattelsen af Martin A. Hansen, hans tid og hans vrk, men som ogs i sig selv var gribende, intenst og fantastisk lsning. Her fremstr privatpersonen og forfatteren Martin A. Hansen som tt forbundne, derfor brnder han ogs en del dengang i 1941 - sandsynligvis flelsesdagbgerne, og dagbgerne er ogs en dialog - mellem ham og en modtager. Han er en ekstremt bevidst dagbogsskriver, og der er ingen tvivl om, at han har en modtager i bevidstheden, nr han skriver. Som han jo s egentlig samtidig har gjort klart, at man ikke skal stole p det, der str p de her sider. Det er jo digt det hele!

Dagbogen kommer til at st centralt i den sidste del af hans liv - og for eftertiden. Fordi de her bliver genstand for den blge af inspiration, der vlter ind over ham og fuldstndig fejer den skrivekrise vk, der ellers har prget i hvert fald den fiktive del af forfatterskabet i rene efter "Lgneren". Men i sommeren 1955 under sin indlggelse p Bispebjerg Hospital skriver han som en gal igen og nr samtidig frem til en strre klarhed om sig selv, sit liv og forholdet til andre mennesker, ikke mindst Vera.

Men det for sent objektivt set. For han bliver drligere, og dagbogen slutter et par mneder inden han dr i august 1955 p hospitalet, knap 46 r gammel og p hjden af sin bermmelse og mske ogs p hjden af sin karriere, at dmme efter de mange ideer og tanker, han havde til nye tekster.

Mske netop derfor bliver Martin A. Hansen slet ihjel endnu engang.
Det har ulmet blandt de politiske bevidste kulturradikale forfattere og kulturpersonligheder allerede fra "Lgneren", hvor en af deres store frontfigurer, professor og litterat Sven Mller Kristensen kaldte historien for "reaktionr. P den smukkeste vis, bevares... " men fortstter han: "Romanen lugter af lavendler, den lugter gammelagtigt, den er fortalt i en gammeldags tone, som dagbogsoptegnelser af en ensom skolelrer, jvnt og kortfattet med mindelser om sagaerne og Blichers Landsbydegn og Johs. V. Jensen, en tone som er s fr-romantisk, at man studser ved at hre tale om radio og tipning og opdage, at det hele foregr i nutiden".

Denne holdning bliver den brende i forhold til Martin A. Hansens forfatterskab i den kommende generation, blandt 1968'erne. De gr nar af ham, vrnger af hans inderlighed, hans kristne udgangspunkt, hans beskrivelser af livet p landet. Han blev forvist til lukkede enheder, hvor de skiftende moder p bjerget ikke ndvendigvis var gldende for hvad man lste og interesserede sig. Mens man i den litterre inderkreds lukkede helt af for hans forfatterskab og for s vidt ogs for en stor del af de yngre forfattere, der havde haft ham som ledestjerne: Heretica folkene.

Den dag i dag er den generation af litterater og formidlere stadig p kant med Martin A. Hansen og betragter ham stadig som reaktionr og forfrdelig, som en modstander af det moderne. Sknt strstedelen af hans forfatterskab ellers m siges at vre temmelig modernistisk i sin opbygning af fortlleroller og handling. Men i en moderne verden med plads til eftertanke og tvivl, og med en skepsis overfor alt for sikre og sort-hvide inddelinger af samfundet og menneskene, er han igen vendt tilbage til sin naturlige plads som en af det 20. rhundredes vigtigste fortllere.
En forfatter der mske nok er den sidste af sin slags, men ikke af den grund bliver en ringere forfatter. Snarere tvrtimod.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017  |   2018  |   2019  |   2020
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek