Klassikerdagen 2001
Kjeld Abell


Introduktion  |   Ressourcepersoner

Kjeld Abell, 1901 - 1961

Kjeld Abell er en af det moderne teaters mest centrale skikkelser. Han er en moderne klassiker - om end hans dramatik i mange år mere har været læst og analyseret end spillet. Dramaerne er i høj grad produkter af deres tid i stil, tone og tematik og kan derfor være svære at omsætte til nutidigt, vedkommende teater. Til gengæld er dramaerne og ikke mindst Abells biografi fantastiske dokumenter om en intens og begivenhedsmættet periode i dansk historie og kulturliv. Abells navn er forbundet med en række markante begivenheder i Danmark i årene 1930-61.

“Det skulle være teater. Har altid skullet”, skriver Kjeld Abell i et erindringsessay - men det var ikke fordi teatrets muse, Thalia, rokkede vuggen. Faderen var lærer i Ribe, da Abell blev født i 1901, og selv blev han cand. polit i 1927. I studietiden opfandt han et talsystem, der gjorde det muligt at sende fingeraftryk med posten, og rejste selv rundt i Europa for at fortælle om det. Men han skrev også et langt lystspil om kong Christian den II’s elskerinde, Dyveke - og han tegnede.

Det var nemlig i første omgang billedkunsten, der trak Abell væk fra embedsmandstilværelsen og først til Paris, hvor han mødte det moderne, franske teater, som fik stor betydning for hans egen dramatik. Siden førte hans maleriske talenter ham til den franske koreograf Georges Balanchine. I 1930 lavede han scenografi til balletten Den trekantede hat og fik nogle år efter ideen til selv at lave en ballet: Enken i spejlet (1934) om en ung, borgerlig pige der længes efter en forløsning og sprængning af sit konventionelle miljø. Et tema man i dag vil kalde klassisk Abellsk.

Men berømmelsen kom for alvor året efter med dundersuccesen Melodien der blev væk på Riddersalen.

Forestillingen fangede tidens tone og interesser med sin historie om kontormennesket Larsen, der er indespærret i sit stive, forudsigelige liv og drømmer om at slippe fri og “blive sit eget livs direktør”, som de synger i en af Sven Møller Kristensen og Bernhard Christensens indlagte sange. Med hjælp fra sin hustru Edith, et barn og en arbejder lykkes det til sidst for Larsen at finde melodien og dermed lykken i livet igen.

Kjeld Abell skrev sig direkte ind i teaterhistorien med sin debut, men også i publikums hjerter og hjerner. De næste stykker fik premiere på Det Kgl. Teater, som med få undtagelser blev Abells skueplads fremover. Skønt hans stykker i høj grad kritiserede borgerskabet, så var de ikke værre, end at samme borgerskab elskede dramatikeren. Hans premierer var københavnerbegivenheder, som selv Billed-Bladet lavede foromtaler af.

Op gennem 1930’erne var Kjeld Abell en fast del af den kulturradikale kreds som tegnede det danske - i hvert fald københavnske - kulturliv i de år. I 1940 udmøntede venskaberne sig virkningsfuldt i premieren på Abells gamle, ellers glemte stykke om Dyveke, nu tilsat viser af Poul Henningsen, musik af Kai Normann Andersen, scenografi af Svend Johansen og spil af Liva Weel og Ib Schønberg. Forestillingen gik i årevis og publikum elskede den - ikke mindst for PH’s vise Man binder os paa Mund og Haand, der endnu i dag står som det fineste udtryk for den åndelige modstand under besættelsen.

Da Kaj Munk blev skudt i januar 1944, afbrød Kjeld Abell stik mod alle regler, skik og brug aftenens forestilling på Det Kgl. Teater for sammen med publikum at mindes “Danmarks store digter”. Mens Gestapo kørte ind på Kgs. Nytorv, forsvandt Abell ud ad en bagindgang og gik under jorden. De næste 16 måneder levede Abell illegalt rundt om i København, han var for kendt til at lave decideret illegalt arbejde, men skrev på sit store besættelsesdrama Silkeborg og gjorde sig nyttig, hvor han nu kunne.

Alligevel er det som om, det ikke var nok. Mens han lige efter krigen opnår heltestatus i dansk kulturliv - ikke mindst fordi han er blevet i Danmark - så sniger tvivlen sig ind på ham. I 1939 havde han ladet den grå skolelærerinde Anna Sophie Hedvig tage til aktivt genmæle mod en tyran. Hun gjorde noget, fordi hun vidste det nyttede. Havde de intellektuelle gjort det samme, da det gjaldt? I slutningen af Silkeborg udtrykker Kjeld Abell en tøven over for ordenes betydning i tider, der kræver reel handling, og tvivlen på ordenes magt kommer tydeligt til udtryk først i Dage paa en sky (1947), senere i Den blå pekingeser (1954). Det er en eksistentiel krise, som Abell deler med mange andre humanister og tænkere i perioden. Men da Kjeld Abell samtidig er nært knyttet til ledende, danske kommunister, kæder publikum og politiske modstandere mere hans dramatik sammen med et politisk standpunkt end en eksistentiel livskrise.

Det ændrer Kjeld Abells liv. Fra at have været feteret dramatiker, direktør for Tivoli og kulturel helt, melder skuespillerne nu fra til en støtteaften for ham. Der bliver kastet en håndgranat ind gennem Land og Folks vindue efter samme støtteaften, og publikum forstår ikke hans dramatik længere. Den bliver mere tåget, mere desperat og filosofisk. “Hva’ Kjeld Abells mening? Prøv og gæt den” synger Bodil Udsen i en revyvise fra 50’erne. Kjeld Abell bliver fortsat spillet, og hans sidste stykke Skriget, der opføres posthumt på Det Kgl. Teater i november 1961, er da også besat med nogle af landets bedste skuespillere. Men den status Abell havde som landets førende dramatiker i ti væsentlige år i dansk teaterhistorie, genvinder han aldrig.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek