Klassikerdagen 2006
1940'ernes lyrikere


Introduktion  |   Åbning  |   Årets plakat  |   Marathon-oplæsning

Introduktion

Helt usædvanligt fokuserer Klassikerdagen i 2006 på en hel gruppe af forfattere. Det drejer sig om følgende af 1940'ernes debuterende lyrikere: Morten Nielsen, Ole Sarvig, Erik Knudsen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Tove Ditlevsen, Frank Jæger og Jørgen Gustava Brandt.

Ud over at debutere i årtiet, hvor 2. verdenskrig præger borgernes hverdag og kunsten, har de ti alle det tilfældes, at de på hver deres facon er optaget af livets og tilværelsens store spørgsmål, og at de på forskellig vis var med til at sætte dagsordenen i 1940'erne og 1950'ernes kunst – nogle gennem tidsskriftet Heretica en enkelt gennem Cobra-gruppens malere.

Digtene fra den gang har dag i dag noget at sige det moderne menneske og er fortsat stærk og væsentlig læsning.

Klassikerkomiteen opfordrer derfor biblioteker, skoler og andre til at sætte en eller flere af lyrikerne på programmet. Enten på selve Klassikerdagen, tirsdag den 26. september, eller eventuelt i hele uge 39. Hent i inspiration i Rikke Rottenstens artikel og korte præsentation af de ti lyrikere.

Klassikerdagen 2006
– optakt og baggrund

Af Rikke Rottensten, cand.mag., freelancejournalist og medlem af Klassikerdagens komité

De debuterer i en helt særlig tid, de ti digtere Klassikerdagen fokuserer på i år.

Deres ungdom og tidligste poesi er skrevet under indtryk af og midt i besættelsen. Krigen er kun sjældent direkte synlig i deres poesi – de skriver kun få beredskabsdigte. Men besættelsen og den trussel mod livet den konstant er, ligger som en eksistentiel undertone i digtene. Som en særlig skærpelse af det at være til. Digternes bevidsthed om nuet, om hvor lidt der skal til før end alt er forbi, er øget under de ekstreme omstændigheder, de lever og skriver under.

En anden verden

Egentlig skulle man tro, at besættelsen gjorde deres digtning udadvendt. At de ville bruge evner og kræfter til at opfordre til modstand, kamp – flere af dem er trods alt med i modstandsbevægelsen.

Men måske gør de netop modstand, der hvor det virkelig gør en forskel: i de illegale blade, som sabotører osv. I hvert fald er deres lyrik som helhed mere indadvendt end den litteratur, generationen før dem skrev.

Den er blottet for den sort-hvide politiske bevidsthed, tiden er præget af – både under og efter besættelsen. I digtene er det væsentlige ikke, hvilken politisk side, man er på, om man er for eller imod et bestemt styre. Under besættelsen er det givet, efter besættelsen er verden forandret og meget mere kompleks. Det præger de danske kunstnere. Også de, der før krigen havde et klart markeret og formuleret politisk syn på tilværelsen.

Hvad er et menneske?

Efter krigen bliver det væsentligste fokus i kunsten mennesket i sin urform, kan man sige. Det er det eneste gyldige udgangspunkt for at komme videre med en ny og forhåbentlig bedre verden.

Krigen var menneskeskabt. Den viste hvor langt selv almindelige mennesker kan gå i deres ondskab og aggression. Derfor sætter den spørgsmålstegn ved noget, som de færreste har lyst til at tvivle på: Menneskets trang til at gøre det gode, humanismen, meningen med livet - liv nogle mennesker altså mente, kunne indbefatte gaskamre og kz-lejre.

Generationens grobund

En hel del af digterne er allerede under besættelsen mødtes i Unge Kunstneres Klub, som Tove Ditlevsen var primus motor for. Her kom bl.a. Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen sammen med andre forfattere som Esther Nagel og Piet Hein.

Mens malerne efter krigen samler sig på tværs af landegrænserne i Cobra-gruppen, starter en række digtere med Ole Wivel som ankermand i 1948 tidsskriftet ”Heretica” – der betyder kætteri. Tidsskriftet bliver tidens markante, litterære talerør.

Det er hér tankerne om digtning, krigen og eksistensen bliver udtrykt samlet. ”Heretica” skaber debat og grobund for, at generationen får et stærkt fodfæste i dansk litteratur. Bl.a. fordi de netop fremstår som en generation. At de er mange og samlet er en ekstra styrke.

Upolitiske mørkemænd

Heretica-kredsen og deres generation af digtere er ikke helt ligetil i deres stil og sprog. De har fået kritik for at være mørkemænd og reaktionære i måden at digte på. Især fordi de ikke havde en politisk dagsorden i en tid med retsopgør, kold krig og atomtrussel.

En kritik som hang ved dem, også senere i 1960'erne og 1970'erne. Digternes søgen efter en højere, mere åndelig mening med tilværelsen, set som en flugt fra virkeligheden, en berøringsangst overfor verden, når det kom til realiteterne.

Men tidsskriftets betydning for digtningen i efterkrigstiden kan ikke overvurderes. Det præsenterede en række af tidens vigtigste digtere og kommende klassikere. Både nye og etablerede.

En tid der ligner vores

En række af digterne har fra debuten og til i dag holdt sig usvækkede som folkelige klassikere: Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Frank Jæger fx. Andre har været dømt ude. Fordi deres digtning var for kompleks, for indadvendt, i visse tilfælde grænsende til det religiøse.

I de senere år er interessen for digterne og for perioden øget. Vores verden og virkelighed er ikke længere sort-hvid og enten-eller. Det gode og det onde danner et uoverskueligt mønster, vi selv skal finde rede i.

Måske med hjælp fra litteraturen og erfaringerne fra en tid, hvor man for alvor blev konfronteret med, at livet er komplekst og kræver konstant stillingtagen.

 

De ti lyrikere

Thorkild Bjørnvig: (1918-2004). Debuterer i 1947 med digtsamlingen ”Stjærnen bag Gavlen”. Thorkild Bjørnvig er en af de centrale digtere omkring tidsskriftet ”Heretica” som han en overgang redigerer. På samme tid er han stærkt involveret i forfatteren Karen Blixen, et forhold han siden skrev om i bogen ”Pagten”. Bjørnvigs digte hører til blandt de mest rige og centrale i dansk litteratur.

Jørgen Gustava Brandt: (1929 - ) Debuterer i 1949 med digtsamlingen ”Korn i Pelegs Mark ”, men er inden da medarbejder på Heretica fra starten til det går ind i 1952. Jørgen Gustava Brandt er den eneste af lyrikerne, der lever i dag.

Tove Ditlevsen: (1917-1976). Debuterer i 1939 med digtsamlingen ”Kvindesind”. Helt fra debuten placerer hun sig som en af de mest centrale og kendte af generationens digtere. Tove Ditlevsen skriver både digte, noveller og romaner, børnebøger og brevkasser bliver det også til. Den dag i dag er hun en fast del af pensum i landets skoler. Hendes berømmelse i samtiden er også præget af hendes – dengang – ret usædvanlige evne til at stå frem i medierne. Ofte meget selvudleverende. Men set med moderne, medieøjne havde det en vigtig, afsmittende effekt på, hvor synligt og kendt hendes forfatterskab blev. Og uden tvivl en medvirkende årsag til, at for både Tove Ditlevsen selv og hendes værk er så usvækket blandt læsere i mange aldre.

Frank Jæger: (1926-1977). Debuterer i 1948 med samlingen ”Dydige digte”. Har fået en stor folkelig appel bl.a. fordi en række moderne sangere, som Kim Larsen, har sat musik til nogle af hans digte.

Erik Knudsen: (1922 -). Debuterer i 1945 med ”Dobbelte dage”. En af de yngste i generationen og på mange måder ligeså forbundet med den senere modernisme.

Jørgen Nash: (1920-2004). Debuterer 1941 med ”Daggry”. Nash er både maler og digter og i tilgift bror til maleren Asger Jorn. Han er en af landets første og mest markante performancekunstnere. Nash skriver lyddigte, maler og laver happenings som den provokerende og skelsættende aften i 1968, da han halshugger Den lille Havfrue på Langelinie.

Morten Nielsen: (1922-1944). Debuterer i 1943 med ”Digte”, der bliver den eneste samling, Morten Nielsen selv er med til at udgive. Efter hans død i modstandskampen og efter besættelsen, udgiver kollegaen Paul la Cour ”Efterladte digte”. Morten Nielsen har en helt særlig, nærmest ikon status i 1940'ernes digtning. Hvor lille hans værk end er i antal linier, har det vist sig at besidde en bæredygtighed langt ud over det almindelige. Ikke alene i sin samtid bliver Morten Nielsens spændstige, eksistentielt udfordrende lyrik dyrket af læsere og kollegaer, eftertiden har også nydt og glædet sig over dem.

Halfdan Rasmussen: (1915-2002). Debuterede i 1941 med samlingen ”Soldat eller menneske”. Den Halfdan Rasmussen, der senere bliver folkeeje og folkeelsket for sin rim og remser, ligger langt fra den unge digter Rasmussen. Hans digte var meget alvorstunge, næsten aggressive i deres udsyngen af krigens og dødens uretfærdighed. Halfdan Rasmussen var med i Unge Kunstneres Klub og en stor bidragyder til den illegale antologi ”Der brænder en ild”. Den rigtigt kendte Halfdan Rasmussen med den finurligt poetiske tilgang til sprog og billeder ”debuterer” først i 1949. I 1950 kommer den første af de klassiske og elskede børnebøger: ”Lange Peter Madsen”.

Ole Sarvig: (1921-1981). Debuterer med ”Grønne digte” i 1943. Sarvig har hele livet igennem et tæt forhold og stor interesse for billedkunst, Cobra-malerne for eksempel, ligesom han har et tæt samarbejde med grafikeren Palle Nielsen. Ole Sarvigs digte er på mange måder ordene bag Palle Nielsens ensomme storbymennesker og deres indre kriseskrig.

Ole Wivel: (1921-2004). Debuterer i 1940 med ”Digte 1940”, som han dog senere sletter fra forfatterskabets cv sammen med de fire andre digtsamlinger han udgiver under besættelsen. Først da han etablerer Wivels forlag og gennem det udgiver ”Heretica”, starter hans liv i dansk litteratur officielt. Hans første anerkendte digtsamling er derfor ”I fiskens tegn” fra 1948. Wivel bliver på mange måder et samlingspunkt i generationen af digtere. Med sine erindringer giver Wivel samtidig et væsentligt indblik i hans og hans kollegaers arbejde og den tid, de skrev i og til.


2020  |   2021  |   2022  |   2023  |   2024
2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017  |   2018  |   2019
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening · Samrådet for De Litterære Selskaber · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab · Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek