Klassikerdagen 2007
Herman Bang & Henrik Pontoppidan


Introduktion  |   Om Bang  |   Om Pontoppidan  |   Åbning  |   Årets plakat  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner

Introduktion

Flanøren og Vandringsmanden
Årets Klassikerdag markerer to store, og nu kanoniserede forfatterskaber: Herman Bangs og Henrik Pontoppidans. Begge er født i 1857.

1857 var et godt år i litteraturens historie. Baudelaires ”Fleurs du mal udkom”, Dickens udgav ”Little Dorrit” og herhjemme kom Schacks ”Phantasterne ” i konkurrence med Andersens ”At være eller ikke at være”.

Og så blev der født to forfattere der hver på deres måde skulle markere sig som både arvtagere og videreudviklere af såvel det dekadente og fantaserende (som hos Baudelaire, Schack og Andersen) som det realistisk fortællende (i Dickens prosa). Det drejer sig om to giganter fra den bevægelse der blev kaldt Det Moderne Gennembrud, nemlig Herman Bang og Henrik Pontoppidan.

Ingen kan gå igennem det danske skolesystem uden at læse noget af de to. Men ikke nok med det: begge forfattere har skrevet bøger som stedse finder nye læsere også uden for skolen - og se det er jo de rigtige klassikere. Bangs skildringer af ulykkelig kærlighed som i ”Ved Vejen” og Pontoppidans satiriske og medlidende sociale engagement som i ”Fra Hytterne” er tekster der stadig griber publikum.

De holder, som det hedder og det er værd at markere deres 150 års dag.

De kom begge fra et provinsielt præstemiljø til København. De havde begge ambitioner i andre retninger end skriveriet.: Pontoppidan ville være ingeniør, Bang skuespiller og de blev begge fascineret og frastødt af den moderne verden de oplevede i storbyen. Hos dem bliver byen levende, ja ind imellem hovedpersonen i værkerne, som i Bangs ”Stuk”. Hos dem bliver modernitetens modsætninger sat under debat.

Men sandelig på to meget forskellige måder. Det viser de helt fra starten af deres forfatterskaber.

Hvor Henrik Pontoppidan arbejder med en udvikling af den klassiske prosa, er Herman Bangs ambition i stedet at udvikle en helt ny stilart, den impressionistiske, hvor fortælleren er skjult og kun præsenterer begivenhederne for læseren, der så selv må danne sig sit billede af det fortalte.

Det bliver en raffineret, antydende stil, hvor Pontoppidan søger mod det helt enkle som i ”der var en gang en mand der hed Søren” - et uopnåeligt ideal, siger han selv, men som han mener han kommer tættest på i romanen ”De dødes rige”.

Måden at skrive på afspejler deres forskellige tilgang til verden. Bang er den medfølende elegante iagttager, der udefra betragter menneskenes latterlige og rørende liv og færden, men skønt stilen er ”objektiv”, er vi ikke i tvivl om Bangs egen holdning . Pontoppidan går bredt og detaljeret igennem handlingerne og beskriver, hvad vi som læsere skal vide om de forskellige personer og tildragelser. Hans fortællere lader os ikke tvivlende tilbage, og alligevel er der så mange stemmer på færde, at vi aldrig helt ved hvor Pontoppidan står. Som forfattertyper er de så forskellige som flanøren, der tilsyneladende overfladisk og uengageret spadserer gennem byen og vandringsmanden, der målrettet spørger sig frem i de forskellige miljøer han møder på sin tunge vej. Begge er optaget af menneskets manglende evne til at gribe lykken og fastholde den, og de udpeger begge forhold i samtiden og samfundet, der stækker mennesket.

Mange af disse ydre forhold er selvfølgelig ændret, men den psykologiske præcision og det stilistiske mesterskab, de udfolder i deres værker, gør dem til varige kilder til indsigt i menneskers sære og dog genkendelige og uforanderlige adfærd. Selv 150 år efter.

Rikke Rottensten og Johan Rosdahl


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek