Klassikerdagen 2007
Herman Bang & Henrik Pontoppidan


Introduktion  |   Om Bang  |   Om Pontoppidan  |   Åbning  |   Årets plakat  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner

Brandet Bang

Af Rikke Rottensten, medlem af Klassikerdagens komite

Herman Bang er for længst klassificeret og også kanoniseret. Han hører stadig til en af de mest læste klassikere i skolen, så at gøre ham til det ene midtpunkt for årets Klassikerdag kræver næppe den store argumentation.

At række ud over tid og sted kræver man af enhver klassiker, værkerne skal have en dimension der er evig. Og man kan selvfølgelig godt undre sig over, om en fru stationsforstanders ulykkelige kærlighed og barske død af tuberkulose, en yngre sygeplejerskes ulykkelige kærlighed henover en vinter i København og en degnedatters selvmord efter affæren med den gifte skovridder på nogen måde kan sige os noget i dag. For der er sket meget siden dengang.

Men bortset fra at historier om mennesker altid har en krog i os, så er det måske heller ikke så meget selv indholdet i romanerne og novellerne, som måden det indhold er behandlet på, der giver Bang hans status som en forfatter, hvis forfatterskab det virkelig er værd at fejre.

Bangs forfatterskab - og forfatteren bag
For det skifte der sker i dansk litteratur med Bang og Klassikerdagens anden fødselar er skiftet mellem tradition og fornyelse. Herman Bang er virkelig en af det moderne gennembruds mænd, med kraftigt tryk på moderne.

Han er barn af en ny tid, der langsomt rejser sig som en fugl Phønix af asken efter nederlaget ved Dybbøl i 1864 – og han især, som barnefødt på det Als i 1857, der bliver hårdt ramt af krigen. Han er en del af en generation uden fædre. Enten er de døde eller også er deres erfaringer så forældede i den nye tid, at de ikke kan være rollemodeller for børnene.

Han kommer ind fra en barndom i Als og Horsens, der har været turbulent, med sin studentereksamen fra Sorø Akademi til den nye storby, København, der er ved at rejse sig omkring ham. Uden endnu helt at have fundet sin form, den er lige til at indtage, til at præge - og lade sig præge af.

Helt fra ung af er Herman Bang en af de unge kunstnere, man lægger mærke til i den endnu jomfruelige storbys profil, når han og vennerne flanerer på den eksklusive Østergade, er i teatret eller hænger ud på strøgcaféen Bernina over et glas grøn absint. Han kommer på forsiden af det nye tidsskrift Blinklyset i 1888 og betegnes som ”Kjøbenhavns mest kendte Person”, og da København som enhver anden virkelig storby i 1885 åbner et vokskabinet, ”Panoptikon” på Vesterbrogade kan de besøgende se ”hele København” gengivet i interiøret fra restaurant A Porta, hvor en nonchelant, dandyagtig Herman Bang har stillet sig i positur op ad væggen i en bås.

Selv i dag ville den unge Bang vække opsigt på Østergade på Strøget. Det er åbenlyst, at han har make-up på, hans tøj er dyrt og flot, og han har den her attitude af verdensfjernhed og weltschmerz, som gør ham markant og interessant.

Men at være så kendt, at man kan ses i Panoptikon kildrer ikke kun en kunstners forfængelighed. Det er faktisk også bydende nødvendigt for dem – for en anden side af den moderne verden er, at deres kunst nu er en vare, de selv skal hjælpe til med at får solgt. De kan ikke som deres ældre kollegaer håbe på en mæcen – og staten er endnu ikke trådt til med kunstfonde og andre hjælpemidler til de begavede.

Foregangsmanden Georg Brandes skriver allerede i 1880, at den "første Pligt for en Forfatter er den at blive læst, det vil sige at tiltrække sig Opmærksomheden", og det er ikke så ligetil i en verden, hvor publikum dagligt bliver afkrævet "at beholde 1000 Forfatternavne, Kunstnernavne, Firmanavne".

Men ved at skille sig radikalt ud fra selv sine jævnaldrende forfattere, så fik Herman Bang lang tid før nogen andre, det man i dag kalder et "brand". Han blev sit eget varemærke. Han er langt fremme i sin markedsføringsstrategi her, faktisk mere på højde med vores tid end med sin samtid. Og det er da også karakteristisk, at da forfatteren Dan Turèll 100 år senere skal have solgt sine bøger, lader han sig inspirere af netop den Herman Bang, han aldrig har lagt skjul på sin store forkærlighed for, ved at lakere neglene og være dandyagtigt klædt. SÅ opdagede man ham. Ligesom det dengang gjorde Bang til Københavns mest kendte person og en forfatter alle talte om.

Egentlig er det nok et spørgsmål om Bang var stærk nok til at klare at stikke så meget ud. Han er en fascinerende, tragisk blanding af at ville ses hele tiden, og så samtidig være usikker og forvirret. Men blandingen er også et dynamisk skisma i både hans personlige branding og hans værk.

Bang skriver indirekte i flere værker om det at stikke ud og egentlig hige efter at blive set som sig selv. Forklædt selvfølgelig, men ikke desto mindre smerteligt selvfølt.

Som når den berømte eks-danserinde Irene Holm, der i novellen med hendes navn, slutter sit fornedrende virke som danselærerinde for provinsens borgerbørn med at give sit gamle glansnummer "La Napolitaine", kun for at møde den totale ydmygelse da hun giver alt hvad hun har i sig som kunstner:

Hun sagde: Hurtigere – og begyndte at svinge igen. Hun smilede og

vinkede og viftede og viftede. Det blev mer og mere med

Overkroppen, med Armene, det blev mer og mer det mimiske. Hun sáa

ikke Tilskuernes Ansigt mer – hun aabnede Munden – smilede, viste alle

sine Tænder (Nogle græsselige Tænder), - hun vinkede, agerede, -

vidste, følte kun ”Soloen” - -

Endelig Soloen.

Det var ikke længere ”La Napolitaine”. Det var Fenella, der knælte,

Fenella, der bad – den tragiske Fenella.

Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet

ud…. Hun havde kun hørt Musikken, der med ét holdt op – og L a t t e r

e n – Latteren, mens hun pludselig sáae alle disse Ansigter…

Beskrivelsen af Irene Holms smertelige oplevelse er helt identisk med Bangs egen beskrivelse af den aften, han giver alt i rollen som den syge Osvald i Ibsens "Gengangere" - blot for at opleve bergenserne hysse hysterisk som modtagelse.

Da må han sande, at han ikke skal være skuespiller, som han hidtil har troet. Men han skal tjene til føden efter at arven fra den velhavende farfar er sluppet op. Og så bliver det journalistikken – fremragende, utrolig banebrydende, vidunderlig læseværdig journalistik, som han skriver flittige mængder af fra 1879 til 1884.
Først til Jyllands-Posten siden til Nationaltidende skriver han sine ”Vekslende Themaer” om stort og småt i København, reportager fra det modernes templer som Magasin du Nord, modesalonen og byens store, prominente arbejdsplads: Carlsberg. Han giver os et sjældent autentisk indblik i danskernes levevilkår og virkelighed dengang gennem sine beskrivelser af blandt andet fattigafdelingen på Almindeligt Hospital, der stadig kan give en klump i halsen, når forfatteren følsomt fortæller om mødet med de gamle, fattige og først nu lykkelige mennesker. Han er i lighuset under hospitalet, og til sidst beskriver han Christiansborgs brand i 1884, så man stadig den dag i dag kan høre lyden af træets knasen under flammernes rasen.

I sin teknik og stil så langt fremme, at det først er i 1960'ernes USA med stilen new journalism, at medierne begynder at komme på omgangshøjde med det, den unge flanør fra København begår knap 100 år før.

Samtidig sætter journalistikken på eleganteste vis også Bang i kontakt med det virkelige livs mange facetter. Og det er jo netop her: i hverdagen, det almindelige liv, at de nye forfattere skal finde deres emner for bøgerne. Som Bang selv siger, så gælder det om at fortælle frem for at opfinde, så vil kunstnerne opdage, at "de Dramaer Livet opfører, ikke sjældent i foranderlighed og dramatisk Kraft overgaar dem, hans Fantasi formaar at skabe."

Har man læst Herman Bang, forstår man, hvad han mener. I hans værk ligger de store historier om kærlighed, om verdener, der går under, om krig, om kvinders vilkår, om storbyen eller kunsten gemt i den lille stationsby, på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, i en skovridergård på Als eller en lille provinsstue, der dufter af potpourri og lavendler. Udadtil sker der ikke meget. I den store kærlighedshistorie om den gifte Katinka Bai, der forelsker sig i forvalter Huus i "Ved Vejen", er klimaks i forholdet et kys på hånden i lysthuset. Men indadtil er det stadig rystende og gribende i al sin indfølte diskretion.

En væsentlig del af Herman Bangs modernitet som forfatter er, at han overlader forståelsen og fortolkningen til læseren selv. Han antyder og viser, men lader det være op til os, hvad vi får ud af det.

Hans stil er nok realisme, men med inspiration fra billedkunstens impressionisme, hvor det først er på afstand af værket, at man ser, hvad det egentlig forestiller. Tæt på er det en udflydende, forvirrende masse af farver og indtryk. Men det personlige i stilen er især hans sceniske sans.

For Bang får faktisk levet sine teaterdrømme ud. Helt konkret som en fænomenal, progressiv instruktør af store skuespillere både nationalt og internationalt. Dels og nok så meget i sine bøger.

For romanerne er bygget op i scener. Hvor vi er til stede som den i teatret så berømte fjerde væg og lytter til samtalerne, bliver sendt rundt om bordet sammen med fadene og selv må lytte os frem til, hvad der egentlig er på spil her. I en stemmeføring, en pause, i alt det usagte.

En række af de største, sceniske episoder i hans romaner, som Dannevirkenatten fra romanen "Tine" eller den vanvittigt morsomme, udleverende historie om Graversens bal i det alt for trange Kartoffelrækkehus i storbyromanen "Stuk" rejste Bang selv rundt og læste op for publikum overalt i landet.

Eller… Det vil nok være mere præcist at sige, at han spillede dem. Der findes fantastiske fotografier af Bang, hvor han næsten er ved at dåne af indlevelse i sit værk. Støttet af forfatteren Gustav Wieds brutalt ironiske beskrivelse af den let genkendelige forfatter Henri de Madsens besøg i Gammelkøbing i "Livsens Ondskab":

Aldrig havde man overværet noget tilsvarende. Intet Under at Henri de

Madsens ry for vide over Land. Han deklamerede ikke alene med

Munden, men med Øjnene, med Ørene, med Haand, med Arme, med

Ben og Tommestok. Intet Sekund var hans Person rolig. Snart sad han

på kanten af Bordet, snart midt inde paa Pladen, snart laa han

henslængt paa chaiselongen, og snart vuggede han sig Orkanagtigt i

Gyngestolen. Og to gange løb han på alle fire ud gennem Fløjdørene

og ind igen! Og stadig lød Versene klare og sonare fra hans Løber.

Hans skrattende Stemme blev dyb og fuldtonende. Man levede med.

Man saa Urskovens dunkle dybder.

Det rimfri digt ”Edderkoppen”, som Henri de Madsen betager provinsen med, ligner ikke meget det, Bang rejste rundt med. Godt nok skrev han en digtsamling, men det er ikke den og dem, han er blevet husket for.

Hans force er prosaen. De fire store romaner "Ved Vejen", "Stuk", "Tine" og den måske mest fuldkomne af dem, "Ludvigsbakke" fra 1896. Romanen bliver til nogle år efter Bangs ophold på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, og hans møde med især en ung, stille sygeplejerske der passede ham.

”Ludvigsbakke” er en fantastisk miljøbeskrivelse af både borgerskabet i Kbh. og hospitalet, men også en smuk skildring af en kvinde, der er midt i mellem alting. Midt i mellem socialt, midt i mellem i kærligheden, men også i tid og som kvinde.

For hvor man altid taler om Bangs kvindelige hovedpersoner som ”stille eksistenser”, mennesker livet handler med, så sker der med Ida Brandt en drejning mod noget andet. Her er en kvinde, der faktisk udviser et begær efter en mand, og til dels udviser erobrerens adfærd, samtidig med hun har et liv og et arbejde. Derfor har hun også noget at vende tilbage til, da forholdet til barndomsvennen Karl slutter. Nok er hun udslukt og ulykkelig, men hun går ikke under. Det har hun for meget identitet til.

Udover romanerne skriver Bang en myriade af noveller, et par af dem er store som små romaner, blandt andet den meget fine ”Sommerglæder” som han skriver på baggrund af et sommerophold i Sæby, en af de badebyer der pludselig i slutningen af 1800-tallet bliver invaderet af københavnere. Novellen bliver i 1941 filmatiseret på skønneste vis af Svend Methling, en af de bedste filmatiseringer af en ellers meget filmisk forfatter, som bare har vist sig svær at beherske visuelt.

Efter det er Herman Bang slidt. Det kan man tydeligt se. For som den selviscenesætter, han er, bliver han selvfølgelig tit fotograferet, og der er tragisk forskel på den unge, smukke mand med selvtilliden i orden, til den nedslidte, grå forfatter, der læner sig op ad ryglænet på en stol i slutningen af livet. Om end håret stadig er lige glat og slipseknuden lige stram.

Men Bang er brugt op. Han dør i 1912 på en foredragsturné i USA. Men lever endnu. Fordi hans værk – både i livet og litterært – er så tidløst som det, man skaber kanoner af.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek