Klassikerdagen 2007
Herman Bang & Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan
Af Johan Rosdahl
Den store historie
Det moderne gennembrud
Henrik Pontoppidans liv har år 1900 som sit midtpunkt - han blev født 43 år før og lever 43 år efter og inden for disse 86 år sker der store og afgørende ændringer i det danske samfund, ja ,man kan sige, at det er i denne periode at det moderne danske samfund dannes: De sidste rester af det gamle feudale, enevældige samfund forsvinder og demokratiet vokser sig levedygtigt, fra Grundloven i 1849 til ”systemskiftet” med indførelsen af parlamentarisme i 1901. Nye produktionsformer og måder at organisere sig på (andelsbevægelsen) ændrer forholdene for landbruget og sammen med den begyndende industrialisering er billedet af Danmark som et traditionelt landbrugsland ved at ændre sig. Ændringen handler også om at bønderne ved deres fornyede styrke i sammenholdet i andelsbevægelse og udviklingen af et rationelt landbrug får tillid til deres politiske handlekraft. Partiet Venstre dannes på denne baggrund og får flertal i 1872. Medvirkende for udviklingen af bøndernes rolle er højskolerne der fra 1844 breder sig ud over landet, hvor de unge bønder undervises i historie, nordisk mytologi, kristendom og litteratur. Højskolen hviler på Grundtvigs tanker om ”livsoplysning” (i modsætning til den ”sorte skole”, latinskolen) og hans form for optimistisk og glad kristendom.
Styrkelsen af bondebevægelse og højskolesagen modarbejdes af den begyndende industrialisering og en af konsekvenserne er den store flytning fra land til by med den tilhørende vækst i byerne. Urbaniseringen og storbyen får sin plads i kunst og litteratur og som med andre af det modernes udtryk beskrives byen med en blanding af skræk og fascination. Den nye underklasse af arbejdere i den voksende industri organiserer sig i fagforeninger og socialdemokratiet (stiftet 1871) bliver i perioden Danmarks største parti.
De slesvigske kriges (1848-50 og 1864) endelige resultat bliver at Danmark i 1864 lider et nederlag til tyskerne som kommer til at ligge som en tung skygge hen over de næste mange år. Henrik Pontoppidan har et barndomsminde hvor han havde oplevet at præstegården blev inddraget til indkvartering af fjendtlige soldater, og hans livslange engagement i spørgsmålet om Sønderjylland er nok også en følge af begivenhederne I 1864.
Men vigtigst af alt er chokket over nederlaget med til at åbne øjnene for en mere realistisk opfattelse af verden, og det er en bevægelse der passer godt til den bølge af nybrud i videnskab og kunst der er i gang over hele Europa. Et af slagordene er ”positivisme” , der angiver at det videnskaben skal beskæftige sig med er det der er positivt, dvs. reelt til stede, altså det der kan måles og vejes. Og den modsvarende kunstneriske retning ”naturalisme” har bl.a. på programmet at mennesket bør betragtes som et biologisk væsen som handler og reagerer ud fra naturlove der kan kortlægges og beskrives.
Biologen Charles Darwin præsenterer sin teori om arternes oprindelse, og med hans begreb om udvikling bliver den kristne forestilling om skabelsen ikke til at fastholde. Sammen med forestillingen om mennesket som et biologisk væsen på linje med andre biologiske væsener bliver Darwins teorier afgørende for den ”af-kristning” som anden halvdel af 1800-tallet gennemgår.
Alle disse strømninger indgår mere eller mindre direkte i den bevægelse som kaldes ”Det Moderne Gennembrud”. Den vigtigste enkeltperson er her Georg Brandes. Hans område er litteraturen, og han viser i en række forelæsninger i starten af 1870 ´erne at europæisk litteratur har udviklet sig bl.a. ved at lade sig inspirere af de nye strømninger mens Danmark er sakket håbløst bagud. Han opfordrer forfattene til at ”sætte problemer under debat” og nævner en række emner de kunne tage fat på: ægteskabet, religionen ejendomsretten osv.
Sådan er i grove hovedtræk det åndelige og politiske klima i den store historie, som Henrik Pontoppidans egen, lille historie bliver en del af - og den historie kommer her:
Den lille historie
Pontoppidans liv og forfatterskab
Som så mange andre forfattere i 1800-tallet var Henrik Pontoppidan præstesøn og dette har, sammen med tidens religiøse opbrud betydning for hans forfatterskabs temaer: Der foregår løbende en diskussion af religion og kirke, præster og tro i hans tekster. Familien Pontoppidan var en slægt af præster og embedsmænd, så det lå i luften at Henrik f.eks. kunne blive præst.
Henrik Pontoppidan gik i skole i Randers Latinskole og tog realeksamen i 1873.
I skolen var han med til at grundlægge en forening , eller nærmere en diskussionsklub, hvor medlemmerne skiftedes til at komme med oplæg om de mest forskellige emner. Den 14. September 1872 er emnet Darwin og hans teorier. J P Jacobsen havde lige oversat Darwins ”Arternes Oprindelse”, så man kan forestille sig at drengene havde adgang til tidsskriftet ”Nyt Dansk Maanedsskrift”, hvor oversætteren havde givet en introduktion til Darwin.. Denne aften er der også et digt af Christian Winther på programmet - ved andre møder er det H.C. Andersen. Foreningens navn: ”Valhal” er gudernes bolig i den nordiske mytologi. Den unge Henrik Pontoppidan interesseområder spænder altså fra den moderne videnskab til den romantisk digtning og nordisk mytologi. På den anden side har han hele den pontoppidanske slægtsarv der handler om kristendom, præster og embedsmænd. Sammen med moderens interesse for politik og omsorg for de fattige er det således en omfattende kulturel bagage Henrik Pontoppidan tager med i sit videre liv.
Hamskiftet
Henrik Pontoppidan var god til matematik og ville gerne være ingeniør:
”Jeg ville være Tekniker, Opfinder, en af dem der byggede den ny Tid op”, skriver han i sine erindringer. Faderen gik med til at Henrik Pontoppidan skulle tage til København og prøve at komme ind på den polytekniske læreranstalt (det der i dag hedder Danmarks Tekniske Universitet), og selv om han måske ikke var så begejstret for var han villig til at bruge på at Henrik Pontoppidan fik en naturvidenskabelig uddannelse. Kun hvis man tror at man bare kan overføre konflikten fra ”Lykke-Per” til den faktiske virkelighed er der ballade - Pontoppidan taler i erindringerne ikke om krise og brud i den anledning.
Han distancerer sig ved sit valg af uddannelse ganske vist fra en familietradition, men ikke nødvendigvis for at protestere eller at gøre oprør. Han vil være sig selv, som deltager i skabelsen af en ny tid - og den ny tid er bl.a. en teknikkens tid med beherskelse af naturkræfterne og nye indsigter i naturens lovmæssigheder.
Et meget mere afgørende brud med familien kom da Henrik Pontoppidan et par år senere besluttede sig for at leve som forfatter. Han bruger ordet ”hamskifte” om det der sker, dvs. at han sammenligner udviklingen i sit liv med den naturlige proces hvor en slange skifter ham (hud) i forbindelse med årstidernes skiften og simpelthen når det vokser. Det kan være ubehageligt, ja, smerteligt , men også naturligt og nødvendigt.
Pontoppidan gør sit valg til natur og det betyder at det ikke behøver at være hans eget, bevidste valg at hamskiftet finder sted. Pontoppidan ser undertiden begivenheder som følge af at ”vi føres” af en kraft uden for os selv. Et par steder i sine erindringsbøger bruger han den katolske kirkefader Augustins motto ”Vi føres” i beskrivelsen af vendepunkter i sit liv , i den forbindelse taler han også om ”vort Livs Bestemmelse”.
Han vil stadig gerne være den ny tids mand og fortaler, men nu er det ikke ingeniørens byggeprojekter og maskiner der trækker, men forfatterens beskrivelser af livet der skal bane vejen for en ny tid.
Da han er kommet til København finder han ret hurtigt ud af, at der er mange andre interessante ting i verden ud over studierne og efterhånden at det er noget helt andet han vil. Ikke fordi han er en dårlig studerende, men fordi det at skrive bliver det vigtigske.
I Henrik Pontoppidans egen fortælling i erindringerne, er det heller ikke de polytekniske studier der fylder. Vi hører derimod meget om en underlig person Hansen-Schaffilitzky, Schaff, der fylder Henrik Pontoppidan med sære ideer og paradokser og i det hele taget er så speciel, at man i litteraturhistorien har ment at han i virkeligheden aldrig har eksisteret. Det er muligt at Schaff ikke har eksisteret, måske er det en person den erindrende Henrik Pontoppidan opfinder for at få hold på den diskussion han havde med sig selv om alle de forskelligrettede impulser han fik. Impulser som var med til at fjerne interessen fra ingeniørstudiet til studiet og beskrivelsen af mennesker.
En væsentlig begivenhed i i denne fase er historien om Pontoppidans rejse til Faulhorn i Schweiz:
Henrik Pontoppidan ville meget gerne med som assistent på en videnskabelig, geologisk ekspedition til Grønland, som hans geologilærer havde fortalt om. Henrik Pontoppidan blev optændt af forestillinger om Grønland, ”det hvide Eventyrrige”, og ansøgte om at komme med, men nej, han var ikke kvalificeret.”Jeg ryddede nu mit Arbejdsbord for alt, hvad der kunne minde mig om mit forliste Haab. med sammenbidte Tænder kastede jeg mig igen over Pligtarbejdet for at glemme Nederlaget. Men naar Udvéen først har faaet Magt over et ungt Menneskes Sind, gaar den ham i Blodet som en tærende Sygdom. Det Fantasiliv, jeg nu saa længe havde tumlet mig i, lod sig ikke paa én Gang spærre inde bag Logarithmetabellens Gitterværk af Tal”.
Heldigvis kunne han så på egen hånd ( fordi han havde lidt penge fra en arv) foretage en rejse til Faulhorn i ”et af Snedronningens Kronlande”, Schweiz.
Hvad der i virkeligheden sker på denne rejse ved vi ikke. Pontoppidan selv har flere varianter af historien. I erindringerne er det som en novelle: Den unge vandringsmand bliver overrasket af et uvejr og søger tilflugt hos den jævne familie i alpehytten i , slår sig ned for en stund, fascineres af den melankolske datter, overlever med nød og næppe en dumdristig bjergbestigning, forstår at hun også elsker ham, men også at det hele er et eventyr .og han kommer ”til Besindelse”.
Noget af det første Henrik Pontoppidan skriver er et skuespil der behandler denne historie. Han tilintetgjorde det senere, men episoden viser en ung mand der bearbejder følelser og oplevelser ved at skrive, en forfatterspire.
Senere bliver Grønlands-fantasierne i øvrigt brugt i en af de allermest læste noveller, ”Isbjørnen”.
Hamskiftet fra ingeniørstuderende til forfatter kommer overraskende for omverdenen. Henrik Pontoppidan er faktisk i 1879 i gang med den afsluttende eksamen, da han siger fra. Kun hans bror Morten og en god ven er klar over at han længe har været træt af studierne. Hvad der er den egentlige drivkraft i den dramatiske beslutning om at droppe eksamen er svært at vide. Det kunne være en fortsættelse af det (skjulte) oprør mod familiens tradition for god, kristelig orden. At skiftet kommer på dette tidspunkt kan have noget med faderens død at gøre: Nu er faderen der ikke længere til - direkte eller indirekte - at fordømme eller beklage Henrik Pontoppidans valg.
Henrik Pontoppidan aftjener sin værnepligt og er stadig i vildrede med hvad han egentlig skal. Morten tilyder ham at blive lærer på sin højskole og Henrik Pontoppidan siger ja.
Det er på denne tid at Henrik Pontoppidan for alvor begynder at skrive. Det har han lyst til og han prøver sig frem. Men hvad skal man skive om på denne tid? Og hvordan ? Hvordan er markedet? Har han forsøgt at indrette sig efter det ”der er oppe i tiden” ?
På en vis måde ja : han bruger sit eget liv. Ikke ved at beskrive sin egen personlige situation (som i det kasserede skuespil), men han tager simpelthen udgangspunkt i det miljø han havner i: I 1881 gifter han sig med en bondepige, som han har mødt på højskolen og det er hendes miljø der er grundlaget i de første tekster. Også højskolen og forsøgsvis storbyen er med blandt de første temaer, men det unge par slår sig ned i Østby i Hornsherred på Sjælland og ”Livet på Landet skærpede min Virkelighedssans”og både de journalistiske og de egentligt fiktive tekster fra denne tid bygger på selvoplevede erfaringer fra livet på landet. Her er det ofte svært at skelne mellem ”fortæller” og forfatter. Det er journalisten Henrik Pontoppidan der på sine vandreture oplever det ene og det andet og oplevelserne udformes til en slags ”journalistisk novelle” (Se sammenstillingen af to udgaver af samme historie: Galgebakken / Ilum Galgebakke på www. henrikpontoppidan.dk). Man kunne sige at Henrik Pontoppidans egen konkrete livssituation, det fattige liv med den lille familie på landet, på en måde borger for ægtheden i beskrivelserne og troværdigheden i fortællingernes klare tendens og budskab. Han ved hvad han taler om. Den første store roman i forfatterskabet, ”Det forjættede Land” har også dette udgangspunkt.
Ironi og tvesyn
Henrik Pontoppidan prøver at skrive lige ud af landevejen - senere formulerer han sit ideal som ”der var en gang en mand der hed Søren” . Han prøver at undgå lyrikken. Han mener faktisk at der med lyrikken som hos Oehlenschläger er”gået svamp i sproget”, og han gør nar ad de forfattere der kæler så meget for det enkelte udtryk at det ender med at blive alt for søgt.
Henrik Pontoppidan er altså ikke lyriker eller sangskriver. Den eneste sang der er kendt af Henrik Pontoppidan og som stadig bruges ved særlige lejligheder er ”Det lyder som et Eventyr” Og den har øvrigt et fint, meget enkelt eksempel på hvad det er Pontoppidan tilstræber. I den første version af digtet skriver han Det klinger som et eventyr” i den anden og endelige version skriver han ”lyder” - hvad er der sket ? Jo, ”klinger” er et rigtig lyrik-ord, mens ”lyder” er helt dagligdags.
”Fanden tag alt det Stil-Kunstleri. Det er opfundet af Folk der ikke har noget på Hjerte, og det smitter som Fnat, vi har alle lidt deraf” , skriver han i et brev til en forfatterkollega. Han kalder dem også ”Sprogets ekvilibrister” og det er altså også forfattere som J.P: Jacobsen og Herman Bang det rammer - forfattere som vi (dvs i litteraturhistorien) sætter højt bl.a. på grund af deres sproglige stil.
Henrik Pontoppidans skrivemåde er den ikke-påfaldende, ”neutrale” ; alligevel kan man tale om en særlig stil i hans tekster og som har at gøre med mangestemmigheden. Når man siger det modsatte af hvad man mener så er man ironisk. Og hvis man siger det på samme tid som at det fremgår hvad man i virkeligheden mener så bliver det tvetydigt, dobbelt. Det lyder svært, men prøv f.eks. at se på slutningen af ”Knokkelmanden” ”… og præsten talte varmt om de smukke skriftens ord: Herrens nåde er over al måde”. Her er det den grusomme ironi der bruges: Der er jo ingen nåde for historiens personer, og læseren må tænke sit..
Henrik Pontoppidan er kendt for sin ironi og sit dobbelte blik, sit tvesyn. Måske er ironien er nødvendig for en forfatter der vil dække sig ind, men lige så rigtigt er det nok at sige at de tilsyneladende modstridende holdninger ironien får frem, er udtryk for en dyb erkendelse end for ubeslutsomhed, vankelmod eller forvirring: Verden og vores opfattelse af den er ikke entydig; den er dialektisk, dvs bygget op af modsætninger, der tilsyneladende ikke lader sig forene eller begribe i samme bevægelse .I Henrik Pontoppidans samtid var det ret almindeligt at bøger havde en og kun en tendens. Hos Pontoppidan er det kun sjældent sådan; han vil ikke overbevise folk om noget, han vil vise at det gode og det onde eksisterer side om side i samfundet, mellem mennesker og inden i det enkelte menneske. Ironien er væsentlig i dannelsen af det tvesyn som altså går ud på at bevare det åbne perspektiv og ikke tro at man kan få f.eks. beskrivelsen af kærlighed til at ”gå op” ligesom et regnestykke. Og ”tvesynet” som ikke altid hos læsere har en positiv klang bør altså nok udskiftes med begrebet ”mangestemmighed” eller polyfoni.
En vandringsmand
Henrik Pontoppidan er nu inde i varmen og skal nu prøve for alvor at leve som forfatter, og i dette nye liv skal han , da han har sagt op på højskolen, hele tiden skrive for at tjene penge til sig og sin familie. Han har en vis succes , men må hele tiden holde forlaget velvilligt ved at aflevere noget tekst. Han kalder det selv at kaste en luns til rovdyrene for at berolige dem,og dette billede er meget præcist. Ustandselig gentog historien sig: Henrik Pontoppidan får et forskud, lover at aflevere på en bestemt dato, får udsættelse og et mindre forskud osv. Det ender med at han skylder rigtig meget skriveri og så må han også skrive til aviser og blade. Romaner bliver afleveret i afsnit, så de udkommer i mindre dele, fortællinger bliver afleveret skønt han ikke selv synes at de er helt færdige osv. . Senere kan han så omskrive til adskillige, nye og mere eller mindre let ændrede udgaver. I nogle tilfælde foretager han drastiske ændringer fra udgave til udgave. Dette gør det vanskeligt at tale entydigt om ”Henrik Pontoppidans forfatterskab” og de mange omskrivninger har voldt læsere og litteraturfolk mange problemer. Hvilken udgave er den bedste ? Den første ? Den gennemskrevne, ændrede ?
Hans liv bliver også på anden vis mere uroligt: Han har brug for at modtage nye impulser, så han tager på flere rejser, både indenlands og udenlands. Han er f.eks. en del sammen med netop Drachmann og malerne i miljøet på Skagen f.eks. P.S. Krøyer . Han fjerner sig i alle betydninger mere og mere fra sin landbokone og i 1887 møder han Antoinette Kofoed, der kom fra gode kår i København, som han senere (i 1892) gifter sig med og skaber et nyt famileliv med.
Det er karakteristisk at Henrik Pontoppidan , samtidig med at han bliver knyttet til de radikale miljø også har venner og bekendte som Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg og han bliver medarbejder ved ”Kjøbenhavns Børstidende” (der blev redigeret af den tredje af Brandes-brødrene). Henrik Pontoppidan bliver aldrig rigtig ”troende” i forhold til den Brandes-inspirerede, radikale bevægelse. Han vil gerne være med til at kæmpe for politiske mål, men det skal være på den måde han selv finder rigtig.
Fra ”Det Forjættede Land” til ”De Dødes Rige
1890´erne er en meget produktiv periode i Pontoppidans forfatterskab, og det er her man kan se hvor meget mere end ”traditionel” naturalisme der er i hans forfatterskab. Foruden en stor mængde små, journalistiske tekster udgiver han så forskelligartede ting som den store roman ”Det forjættede Land” (1891-95), fortællingen ”Nattevagt” (1894), ”Højsang” (1896) og de første fire bind af Henrik Pontoppidans måske mest kendte roman ”Lykke-Per” (1898-99). I denne periode og et stykke ind i 1900 tallet arbejder Henrik Pontoppidan flittigt, og den sidste store roman ”De dødes Rige” kommer 1912-1916. Han modtager Nobelprisen i litteratur for 1917, sammen med Karl Gjellerup - historien om den fine pris er spændende og lærerig, men den er der ikke plads til her, læs ”Nabo til Nobel, 2001. Pontoppidan er selvfølgelig glad for prisen og deltager i de følgende år selv i spillet om den ved at anbefale kandidater. Men den ydre hæder betyder ikke det store (bortset fra at pengene som sædvanligt falder på et tørt sted).
Samme år, 1918, skriver Henrik Pontoppidan ”Et Kærlighedseventyr”, hans næstsidste, rigtige, skønlitterære bog. Måske er det den positive konklusion i hans forfatterskab der præsenteres her: Kærligheden, og især kvindens kærlighed til manden er det eneste der virkelig holder: Kærligheden er et eventyr og en gave og vi skal ikke tro at vi kan forklare den, vi skal bare tage i mod den og acceptere den. Og i ”Mands Himmerig” fra 1927 ser vi så konsekvensen hvis man(d) tror at ens egne projekter er det vigtigste og ikke accepterer kærligheden. Så ender man nemlig i det totale nederlag og i den mest tragiske pessimisme, som snart omfatter hele verden og ender i ønsket om krig. Efter disse to bøger skiver Henrik Pontoppidan ikke egentlig litteratur mere. Men da Henrik Pontoppidan i 1930 skal udgive et ”Et Kærlighedseventyr” i en samlet udgave af fortællinger har pessimismen vundet og slutningen er tragisk.
Man har opfattet ”Lykke-Per” som en maskeret selvbiografi. Det afvise Pontoppidan selv: Lykke-Pers liv ligner ganske vist hans eget (så meget at læserne kommer til at blande det sammen), men ”Der er ikke mere Selvoplevelse i ”Lykke-Per” end i de fleste andre af mine Bøger. En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstået således har jeg naturligvis oplevet det alt sammen, både Bryllup og Begravelse”
I sine erindringer som han skriver som gammel mand er der selvfølgelig tale om en slags selvbiografi, han prøver at skabe en fortolkning af sit liv til slags sammenhæng, undertiden med begivenhederne forstået som natur , undertiden som skæbne, til andre tider blot som hændelser og tilfælde. Disse udsagn ligner fiktionen derved, at også her er der en styrende fortæller der bestemmer hvad vi skal have at vide og hvordan , ikke mindst. I en forkortet, samlet udgave opfatter han sit forfatterskab som en lang erkendelsesproces, som en rejse hen i mod større og større afklaring. Den samlede udgave af erindringerne hedder meget passende ”Undervejs til mig selv”, hvor ”undervejs” understreger processen, bevægelsen og ikke giver det udseende af at der er tale om et færdigt, sikkert resultat.
Undervejs til forfatterskabet
Henrik Pontoppidan deler sit forfatterskab op i på den ene side de bøger der søger at”give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark” og på den anden side de tekster ,”hvor Fantasien har haft friere Spil”. Den første samlede fremstilling af forfatterskabet er allerede fra 1917 og forfatteren Vilhelm Andersen bruger Pontoppidans ”Ørneflugt” (den kendte modhistorie til H.C. Andersens ”Den grimme Ælling” ) som grundbillede i sin bestemmelse af værkerne: Det handler helt overordnet om at vi som mennesker ikke får lov (af miljø, samfund, normer osv) til at være det vi egentlig er.
Man kunne også sige, at de tre store romaner giver et samlet billede af livet, mens de første fortællinger især tager sig af de sociale forhold på landet og de øvrige afsøger den menneskelige psykologi i forskellige aspekter. Eller man kunne inddele teksterne efter graden af radikal samfundskritik eller efter hvor borgerlig Pontoppidan tilsyneladende er i de synspunkter der kommer frem i teksterne. Men ligesom han selv opfatter sit forfatterskab som en del af en proces, må læseren ”nøjes” med at se teksterne enkeltvis og acceptere at der ikke altid er et ”forfatterens talerør”. Der er mange stemmer og blikket på personer og begivenheder er ikke fast. Men det er ikke mangel på synspunkter eller holdninger; det er snarere Pontoppidans måde at være moderne på: Ved at vise at verden ikke er entydig, at der kan ses forskelligt på virkeligheden og at der kan skrives så forskelligt om tilsyneladende enkle forhold, træder verden frem i al sin splittede mangel på sammenhæng.
Henrik Pontoppidan har mod til at indrømme sin egen angst i en angstskabende verden.
Meget tidligt (1883) bliver Pontoppidan klar over at manglende sammenhæng i et værks komposition kan være et problem for læseren , men skriver til anmelder:” Jeg kan slet ikke anerkjende Regler i denne Henseende; thi i Livet findes ingen, - og kunne man her tale om Impressionisme, da ville jeg nævne dette som den Retning, jeg stiler hen imod. En Roman burde være som Livet; et Kaos af løsrevne Situationer blot med en rød Idétråd i sig; - et Mylder af Billeder som Perler på en Snor”.
I et brev til Georg Brandes (28/1 1910) skriver han at han ikke kan sige så meget om ”Grundtankerne” i bøgerne selv vil han helst tale om ”den Grundstemning, hvoraf mine Bøger er udgaaet, eller som jeg har forsøgt at indblæse dem, og den kan jeg næppe forklare med andre Ord end dem, jeg har fyldt og spækket Bogens anekdote med” . Og i et andet brev taler han om sit forfatterskab som et nærmest privat projekt der skal gøre ham klogere på sig selv.
I litteraturlisten er der nævnt en række bøger der viser at Henrik Pontoppidan er en rigtig klassiker: Der er stadig nye vinkler på forfatterskabet der kan behandles , stadig nye sammenhænge han kan indgå i. Man bliver aldrig rigtig færdig med Henrik Pontoppidan, man er som læser - som han selv - undervejs.
Læs mere på www.henrikpontoppidan.dk
|