Årets Klassiker 2022
Karin Michaëlis


Om forfatterskabet  |   Åbning  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner  |   Læs mere ...  |   Årets plakat

 
Den ukendte berømthed?
Karin Michaëlis 150 år og årets danske Klassiker 2022

Karin Michaëlis (1872-1950) markeres som årets Klassiker den 20. september på Københavns Hovedbibliotek og på alle biblioteker i hele landet.

Karin Michaëlis skal frem i lyset! Hun blev født for 150 år siden d. 20. marts, og denne mærkedag er en god anledning til at se nøjere på hendes store og specielle forfatterskab. Omkring 70 udgivelser i flere genrer blev det til; dertil kom utallige kronikker og debatindlæg. Hun var nemlig forfatter og aktivist: Hun kæmpede for kvinders og børns rettigheder, for fred og mellemfolkelig forståelse og mod alle slags overgreb og uretfærdighed som f.eks. nazismen. Hun oparbejdede et kæmpe netværk med forfattere, kunstnere og politikere, deltog i internationale konferencer, blev lyttet til og havde høj status i de sammenhænge, hun var med i.

Men nu: Stort set ikke engang nævnt i de gængse lærebøger for gymnasiet.
Derfor: Karin Michaëlis og hendes store, specielle og på flere måde aktuelle forfatterskab skal synliggøres! Og det er på vej: To af hendes romaner bliver genudgivet, en ny bog om forfatterskabet er på vej, og på selve dagen den 20. marts afholdes en konference om hendes forfatterskab i hendes fødeby Se: Karin Michaëlis 150-års fødselsdag | Randers Bibliotek

Liv og værk
Hun blev født i Randers og voksede op i en ret tryg barndom. At hun tidligt havde blik for andre og mere fantastiske verdener, ser hun tilbage på og behandler i sine værker, hvad enten de er skrevet som fiktion eller som erindringer.

Som stor pige ville hun egentlig gerne være pianist, og da hun senere flytter til København, bliver hun undervist af den kendte musiker Victor Bendix. Samtidig er hun så småt gået i gang med at skrive i et forfatterskab, der skal ende med at være enormt – både i antal udgivelser, udbredelse – hun blev oversat til adskillige sprog – og i oplag. Klaverdrømmen opgiver hun – Bendix mener, at hun nok skal blive til noget stort “bare ikke som pianist!”

Hun møder den anerkendte forfatter, nu ikke meget læste, Sophus Michaëlis som færdes i det københavnske, litterære miljø omkring bl.a. Georg Brandes. De forelsker sig og gifter sig. Og ikke længe efter udkommer hendes første bøger, ikke stor litteratur og ikke særlig godt anmeldt – måske fordi Sophus havde været lidt for emsig i sin angivelige hjælp med hendes skriveri? Skønt de tre første bøger Højt Spil, 1898, Birkedommeren og Fattige i Aanden begge fra 1901, tematisk antyder vigtige temaer i forfatterskabet, har de nu mest interesse som penneprøver fra en forfatter, der endnu ikke har udviklet sin helt egen stil.

Første gennembrud
Men så i 1902 på et tidspunkt hvor Sophus er bortrejst, skriver Karin Michaëlis romanen Barnet, der bliver hendes første gennembrud. Det gør den, fordi den meget enkelt, følsomt, men helt usentimentalt, beretter om et kuldsejlet ægteskab, vel at mærke set med barnets øjne, så læseren også får det svigtede barns følelser og tanker helt tæt på. Oversættelsen til tysk af den højt berømmede Mathilde Mann har formentligt gjort sit til at bogen blev en kolossal bestseller i Tyskland – og den blev i øvrigt udgivet i 13 lande.

Bogen, som var forfatterens egen yndlingsbog, kan opfattes som en støtte til troen på det tyvende århundrede som barnets. Den svenske forfatter og feminist Ellen Key havde i år 1900 udgivet bogen Barnets Århundrede som med samfundskritik og engagement havde peget på en anstændig og fri børneopdragelse i skole og hjem som en nødvendig vej til et bedre samfund. Ellen Key var, som Michaëlis selv, barnløs, men stålsat i troen på det gode moderskabs vigtighed. I Herman Bangs anmeldelse af Barnet skriver han, at bogen er vigtig for forældrene for “Børn ser og Børn ser meget”. Samme år udgiver hun Lillemor – en lille, skrap roman som udkommer samtidigt på tysk, også i Mathilde Manns oversættelse. I de to romaner ses for alvor den stil og skrivemåde, som bliver kendetegnende for Karin Michaëlis. Hun kommer helt tæt på personerne ved ofte at lade dem tale selv – i brevets eller dagbogens form. Dermed undgår læseren ‘omveje’ gennem en overordnet fortæller – vi får simpelthen personernes følelser og tanker mere direkte. Den direkte form betyder også, at personernes sprog bliver en vigtig, hvis ikke den vigtigste, del af deres identitet. Her er et eksempel: Et dagbogscitat fra Barnet ­– barnet, som faktisk er teenager, skriver om sine forældre. Læg mærke til hvor meget vi får at vide, både om forældrene, det skrivende barns forhold til dem og om den skrivende selv – hendes spontanitet, iagttagelsesevne, barnlighed og tænksomhed:

“Naar jeg holder Far om Panden kan jeg føle, at vi hører sammen ligesaa tæt som to Øjne. Han kan lide akkurat det samme som jeg, og spiser hellerikke Ærter eller Kødsuppe. Og saadan kunde jeg da ikke røre ved en anden Mand - kun maaske Onkel Steffen, men han er ogsaa Fars Bror. Naar han taler, gør det saa godt inde i Hovedet. Gid han altid kom, naar jeg var syg, men det kan han jo ikke vide i Forvejen. Mon man ogsaa sommetider har mer end en Mor? [en veninde har fortalt at hun har flere fædre]. Det kunde jeg da bedre tænke mig alligevel, for der er mange smaa Ting ved Mor, som ikke ligner mig. Hun trækker altid Vejret saa dybt, før hun gaar indad en Dør, som om hun var bange for nogen derinde. Jeg vil se efter i det store Leksikon. I Bøgerne synes jeg kun, man har to Forældre.”

Det andet gennembrud
Den farlige Alder fra 1910 er ubestridt den mest kendte bog af Karin Michaelis. Det er den, man kommer i tanke om, når talen er på Karin Michaëlis, hvis man altså kommer i tanke om noget! Og det er ikke så mærkeligt: Den fik en masse omtale, fordi dens emne var så grænseoverskridende. Den handler nemlig om kvindeligt begær hos en 40-årig kvinde. Og det er for galt, mener både kvindelige og mandlige anmeldere. Bogen giver Michaëlis et image som skandaleforfatter, som man gysende kunne opleve, når hun optrådte med et foredrag om bogen og dens kontroversielle tema. Karin Michaëlis drager nemlig på foredragsturné især i Tyskland. Den tyske presse er fuld af advarsler, ja, nærmest trusler:

“Læs ikke bogen! Gå ikke til foredrag med forfatteren! Sådan kunne det f.eks. lyde, her i form af åbent brev til Karin Michaëlis: (…) Men hvis De havde givet den titlen “Hysteriske kvinder” eller endnu mere betegnende “Om kvinder der lider af nymfomani”, så havde De ramt hovedet på sømmet, og Deres bog ville i det mindste haft en berettigelse. De er dansker, fru Karin Michaëlis. Jeg kender for lidt til Deres fædreland; det er muligt at man hos Dem har andre begreber. Men hvis Deres folks kvinder gennemsnitligt befinder sig på så lavt et trin med hensyn åndelig forfatning og moral som Deres bogs heltinde, som er udmalet for os i så grelle, uklare og udefinerbare farver, hvis hun er typisk for den danske kvindeverden, så er Deres nation dybt at beklage, og vi tyske kvinder kan med fuld ret sige, uden at frygte at blive kaldt farisæere: Vi takker dig, Gud, for at vi ikke er som de danske kvinder.”

Skribenten har ikke tænkt på, at sådan et brev nok på mange ville virke afskrækkende, men at lige så mange, ja, flere, ville skynde sig at få fat i bogen! Den sikrer i hvert fald Karin Michaëlis berømmelse – og penge. Penge, som dels giver hende arbejdsro, selv om hun rejser rundt i et væk, men som hun også bruger på at hjælpe folk i nød. Under sine mange rejser kommer hun til Wien, hvor hun bliver gode venner med ‘Genia’ Eugenie Schwarzwald, som leder en reform-pædagogisk skole i Wien. Skolens moderne og frie principper for undervisning og opdragelse beskriver Michaëlis i Glædens Skole (1914). Hun beretter begejstret og indlevende om skolen, og bogen får status som en slags grundbog for den schwarz-waldske pædagogik, der sammen med tankerne fra Montesorri, Pestalozzi og Fröbel er grundlaget for megen moderne pædagogik.

Men i 1914 er der også krig, og Karin Michaëlis vil med egne øjne se, hvad der sker. Ikke ved fronten, men bag fronten – “Dér var nok at se”. Reportagerne er ikke journalistik i almindelig forstand, men en forfatters beretninger der med forfatterens midler skaber et levende, til tider poetisk indtryk af det civile liv bag fronten. Og hun oplever, at det er her, at menneskeligheden trives. Hun får teksterne udgivet som kronikker og samler dem i 1916 i Krigens Ofre (genudgivet i 2016 på Gladiator). Kronikkerne kom dels i tyske og østrigske aviser dels i dagbladet Politiken, som i årene 1912-48 bragte 130 kronikker af hende. Engagementet i verdenskrigen og den følgende fredsbevægelse bliver – sammen med Karin Michaëlis konstante fiktions- og anden skrift i bøger og andre medier, som hun forstår at udnytte – hendes brand som betydningsfuld kulturpersonlighed.

Det tredje og fjerde gennembrud
Det tredje gennembrud kommer med romanserien Træet paa godt og ondt (1924-30). Det er en erindringsroman, hvor man følger hovedpersonens bevægelse fra et almindeligt normalt liv til kunstnerrollen – igen med en indfølende skildring af et barns udvikling.

Det fjerde gennembrud er en serie børne/pige-bøger (1929-39). Syv bøger om ‘drengepigen’ Bibi fra 11-17 år, som har de rigtige holdninger, er god mod dyr og har en tolerant far, der som stationsforstander kan give hende rejsehjemmel til hvor som helst. Bibi-bøgerne fik, som andre af Michaëlis´ bøger, størst succes uden for Danmark. Måske fordi de oprindelig blev skrevet på tysk, og derefter oversat til dansk. De blev også oversat til over 20 andre sprog og skal have været en af de mest læste ungdomsbøger i Europa. Om Astrid Lindgren har fået inspiration til Pippi er der vist ingen tvivl. Det afgørende træk i Bibi-bøgerne er nemlig pigens selvstændighed, mod og eventyrlyst, en rollemodel, kan man synes, der lever op til det bedste fra Glædens Skole. Helt på samme måde som hovedpersonen i Den grønne Ø (1933) – en utopiskildring, hvor børnene får skabt et nyt samfund, hvor det gamle er brudt sammen. Den foregår på et let kamufleret Thurø, hvor Karin Michaëlis havde bolig.

Den grønne Ø er fiktionens svar på den kunstnerkoloni, som Michaëlis indrettede på Thurø som asyl for flygtninge fra Nazityskland, bl.a. Bertold Brecht. Et godt eksempel på sammenhængen skrift /handling i Karin Michaëlis’ liv.

Hvorfor skal vi læse – og fejre – Karin Michaëlis?
Det skal vi, fordi hun insisterede på, at humanismen findes – se f.eks. Krigens Ofre – og at barnet er roden til alt godt – se f. eks. Glædens Skole – hvis vi forstår det og behandler det ordentligt.
Og det skal vi, fordi Karin Michaëlis gav sproget et skud vitaminer med de barnlige, finurlige og smukt poetiske måder at fortælle på. “Jeg har altid været en Nar efter Sprogets klanglige Skønhed. Utallige Gange har jeg for mig selv fremsagt “Rungsteds Lyksaligheder” og derved fundet Fred i et, i Øjeblikket, fredløst Sind”, skriver hun i et åbent brev til Thit Jensen i 1946.
Men ud over forfatterskabet og dets mangeartede litterære facetter skal vi også huske på Karin Michaëlis som en aktivist, der ikke bare kunne skrive, men også handle og demonstrere at ideelle tanker om solidaritet og omsorg kan omsættes i konkrete projekter som f.eks. asylet for flygtninge på Thurø.
En handlemåde, vi også i dag kan lære noget af.

Karin Michaëlis var, med en formulering fra et italiensk magasin (italiensk Elle, marts 2017) “en slags Amnesty International lang tid før det var opfundet”.

Se mere på www.karinmichaelis.dk
Og læs de tre helt aktuelle genudgivelser af Karin Michaëlis:
Krigens Ofre, Gladiator 2017
Kvindehjerter (skrevet sammen med Betty Nansen). Alhambra, 2021 med forord af Kristina Stoltz
Den farlige Alder, Alhambra 2022

Af Johan Rosdahl


2020  |   2021  |   2022
2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017  |   2018  |   2019
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening · Samrådet for De Litterære Selskaber · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab · Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek