Årets klassiker 2020
Ole Lund Kirkegaard (1940-1979)

”Jeg skriver ikke for at udgive bøger. Jeg skriver for at delagtiggøre andre i noget, jeg har i mig”
Ole Lund Kirkegaard, 1971

Og nej, jeg tænker ikke på at skrive for voksne.

Af Johan Rosdahl, medlem af Klassikerkomitéen, forfatter og fmd. for LISE (Litterære Selskaber)

I 2020 ville Ole Lund Kirkegaard være fyldt 80 og Klassikerkomiteen bruger anledningen til i år at udnævne ham til Årets Klassiker med officiel markering på Klassikerdagen tirsdag den 22.september. ”Jamen, det er jo en børnebogsforfatter!” – kan man høre voksne litteratur-læsere indvende. Ja, netop! er vores svar.

For de historier børn læser og får læst op er jo grundlaget for deres fremtidige litteraturlæsning. Det er her de opdager fortællingens magi og litteraturens evne til at flytte meninger og følelser. Det er i barndommen vi kan lære at bruge læsningen og begribe den sproglige fantasi og dens evne til at skabe empati i vores omgang med andre mennesker. Men det allervæsentligste ved Ole Lund Kirkegaards bøger er jo ikke, at de kan være en pædagogisk løftestang og skabe nye læsere. Nej, årets klassiker er udpeget fordi det er litteratur der er levende og levedygtig for generation efter generation.

Klassisk er den litteratur der bliver ved at finde nye fortolkningsfælleskaber som i dette tilfælde kan være familien, forældre, børn - og skoleklassen. Klassikeren har noget på hjerte som, indlejret i et bestemt miljø i en bestemt tid, udpeger og forholder sig til almenmenneskelige problemer og fremstiller dem på en slående måde så vi bliver overraskede - og måske klogere. Og Ole Lund Kirkegaards fortællinger er fulde af overraskelser og klogskab - og ikke ulig H.C. Andersen ganske vist ”fortalte for Børn”, men også med budskaber til de voksne.

Allerede Ole Lund Kirkegaards debut som forfatter vidner om, at der er noget nyt på færde. Han vinder i 1966 en konkurrence som dagbladet Politiken udskriver: Hvem skriver den bedste novelle for børn i 7-15 års- alderen? Politiken havde grebet bevægelsen i tidens pædagogik om børns selvstændighed og individuelle kvaliteter og nu skulle børnelitteraturen også med i bevægelsen - væk fra gammeldags, opdragende og moraliserende bøger. Det er fantasien og sproget der bevirker at førsteprisen går til ”Dragen”. Hertil kommer en realisme eller ærlighed der er et regulært paradigmeskift i dansk børnebogslitteratur. Selv udtaler Kirkegaard i et interview, at ”man skal skrive om de ting der optager børnene til daglig, og man skal så prøve at huske at børn slet ikke er de små engle, som man ofte har villet gøre dem til i børnebøgerne.”

Og det er børnenes fantasi der er i centrum. Her kan alt ske og det gør ikke noget at det er rablende urealistisk. Kirkegaards realisme går nemlig ud på at være loyal over for børnenes egne fortællinger med deres helt egne opfattelser, vurderinger og følelser - også når de synes usympatiske. ”Dragen” er det første eksempel på hvad Ole Lund Kirkegaard med sit talent for at lytte til børnene får ud af sit job som lærer - det stof der bliver det altafgørende inden for forfatterskabet som nu er i gang. At forfatteren har overskud og mod til også at inddrage selve lærergerningen på en dramatisk og morsom måde viser at der er mere end blot lystig fantasi på spil. Det er ”alvorlig sjov.”

”Dragen” bliver i Politiken illustreret af Ib Spang Olsen, der med indlevelse og fantasi kongenialt lever med i den nye forfatters univers. Senere er det som regel Ole Lund Kirkegaards egne karakteristiske streger der står for den visuelle side af fortællingerne. En væsentlig side af hans kreative virke, som vi ikke kan få med her, var nemlig billedkunsten; man kan finde mange fine eksempler i Jens Andersens fremragende biografi (se litteraturlisten).

Virgil og alle de andre rødder
De vigtigste personer i Ole Lund Kirkegaards brogede persongalleri er de frække rødder der uden hensyn til gnavne voksnes normer og regelsæt gør hvad der passer dem. Det gælder alt - lige fra deres ”familiesituation”: Lille Virgil (1967) er forældreløs og bor i et hønsehus, Albert (1968) plejer omgang med kriminelle - til deres måde at tale på: I Lille Virgil får vi i mikroformat et fint eksempel på det der ofte sker i barnets sprog: opløsning af og ny brug af voksensprog: ”Vi så en ene-og-alene stork, der var mutters.”

I Orla Frø-Snapper (1969) er sproget helt tæt på, det er nemlig en af rødderne selv der fortæller historien. Kirkegaard lytter sig ind på børnenes sprog og bruger det i sin skrift og børnene lytter med. At ordet ”frøsnapper” blev en betegnelse for en særlig slags snoet tebirkes er selvfølgelig en fjer i hatten til Orla (og Ole L.K. !), men vel mest en pudsighed opstået hos en bager - sådan lyder anekdoten - der stod med en overskydende portion dej - og som fik øje på ordet ”frøsnapper”på en plakat for en dramatisering af bogen. – Og det er i øvrigt et sjældent fænomen i dansk litteraturhistorie: at en karakter i en bog lægger navn til en vare! Men der er jo muligheder i konceptet: ”Jastrau” (whisky), ”Katinka” (parfume) osv.

Katalysator for ændringer
Rødderne i bøgerne har et afslappet forhold til (de voksnes) normer og er ofte på kollisionskurs med hvad der er pænt og ”normalt”. Men Ole Lund Kirkegaards fortællinger er altid på det godes side, så læserens oplevelse af de mange ofte drastiske konflikter og handlinger altid ender med en følelse af at her sejrer retfærdighed og godhed. Ikke takket være en udefra kommende, voksen, moralsk indsats, men som en blanding af lømlernes hittepåsomhed og aldrig svigtende instinkt for i sidste ende at gøre det rette. Det betyder, at selvom Ole Lund Kirkegaards overordnede hensigt var at vriste børnebogen ud af forgangne tiders belærende og moraliserende hængedynd, så er hans bestræbelse, både som lærer og i forfatterskabet altid en holdningsbearbejdning, men vel at mærke hen i mod ligeværd og frihed - ” at indføre en katalysator som kan fremtvinge en ændring i de voksnes holdning til hinanden og deres børn” , som han siger i et foredrag. Og bøgerne viser hvordan den bestræbelse kan realiseres: ved børnenes fantasi og umiddelbarhed. Stort set er de eneste voksne der for alvor repræsenterer frihed og evnen til at fortælle sandheden og beskrive verden som den er, de frie fugle, vagabonderne - som f.eks. kong Gulerod i Lille Virgil.

Man kan ikke udelukke en inspiration fra Storm P’s brug af vagabonden som vismand; vi ved at Kirkegaards far var fan af den store humorist. Ole Lund Kirkegaard bruger fantasien til at pege på at verden kunne være anderledes og lader den farende svend være talerør som formidler af drømmen om en anderledes verden.

Skrup a. Hær bygges.
Og drømmen om en anderledes og bedre verden var en krumtap i de mange bevægelser i 1968. I Ole Lund Kirkegaards forfatterskab er det da også udgivelsen i 68 der måske mest samlet peger på utopien: Albert vil ikke være pæn og velopdragen og han vil hellere ud at fiske end at gå i skole. Han bliver ven med lommetyven Rapollo, men Alberts uegennyttige holdning til dem der ikke har det så godt får venskabet til at briste. Det er igen et budskab her, at man skal hjælpe de svage. Albert er en (måske anti-?) helt der ligesom Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg er et problem for den voksne omverden, men som i sidste ende er bærer af det altruistiske budskab. Bogen er så velskrevet og velturneret at den er blevet kaldt ”Kirkegaards kunstneriske gennembrud” (Jens Andersen) og den fik da også Kulturministeriets Børnebogspris. Den lader Albert repræsentere det frie liv der burde være børnenes - og for den sags skyld de voksnes. De voksnes liv bør jo også være præget af frihed og fantasi - måske er denne side af Kirkegaards værk baggrunden for at hans bøger også og i høj grad har fundet plads i de voksnes yndlingslæsning.

En af vejene, måske ”kongevejen” til et rigere og friere liv er legen. Man skal ikke vokse fra at lege og det viser Kirkegaard i sine bøger og i sin praksis som lærer. Han giver børnene (og de voksne!) det råd, at hvis man keder sig i ferien skal man bygge en borg! Og det skal være ens egen borg evt. med et skilt: ”Skrup a. Hær bygges.” Og det er det, vi skal huske: At det enkelte menneske har ret til at lege og ret til at være sig selv.

Verden er det største der findes
Men at være sig selv kan kræve en konkret flugt og den får vi i Hodja fra Pjort (1970) Her er det afsted på det flyvende tæppe med erkendelsen af at ”verden er det største der findes” . Fortællingen er henlagt til et eksotisk fantasiland af mellemøstlig karakter. Hodja viser i en tid hvor indvandring osv. er nærmest ikke-eksisterende at den fremmede kultur på den ene side er som vores egen (patriarkalsk osv) men på den anden side har et fantasipotentiale som i 1001 nats eventyr - Hodja er måske nærmest en slags Aladdin. Ole Lund Kirkegaard forbereder os, kan man med lidt god vilje hævde, på at vores identitet nok er vigtig, men at fremmed kultur tilbyder berigende oplevelser. Hodja repræsenterer det som Jens Andersen træffende kalder Ole Lund Kirkegaards etiske bud: ”Den, som tør være sig selv, lever et rigere liv end den, som ikke tør det”. I titelsangen til musicalen, der er fra 2014, som Sebastian med stor gennemslagskraft allerede komponerede i 1984 bliver det Ole Lund Kirkegaardske budskab helt tydeligt, f.eks. med disse ord: ”Troen kan hæve dig højt fra denne jord” eller: ”Ingen skal stjæle fra børnenes fantasi”.

Fantasien er også i højsædet i de følgende bøger: Otto er et næsehorn (1972) og Gummitarzan (1975) tager begge udgangspunkt i at magien er reel: Næsehornet kommer via en magisk blyant ud af en tegning og hovedpersonen i Gummitarzan får hjælp af en heks. Og i Ole Lund Kirkegaards sidste bog Frode og alle de andre rødder (1979) bliver fantasien brugt til en ”rablende skør krimi for børn og andre fornuftige folk” - som undertitlen lyder.

Og lad det være konklusionen på denne introduktion til Årets Klassiker 2020: Verden er skør, men børn er fornuftige.

Vigtige værker i Ole Lund Kirkegaards forfatterskab
*= bogen er filmatiseret

• Lille Virgil, 1967
• Albert, 1968*
• Orla Frø-Snapper, 1969*
• Hodja fra Pjort, 1970*
• Otto er et næsehorn, 1972*
• Gummi-Tarzan, 1975*
• FRODE – og alle de andre rødder, 1979
• Mig og bedstefar – og så Nisse Pok, 1982
• Historien om en snor 1965-66 (udg. 2010)