Klassikerdagen 2016
Jeppe Aakjær & Johannes Jørgensen


Åbning  |   Om forfatterskabet  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner  |   Læs mere ...  |   Årets plakat

HJEMME OG UDE

Aakjær og Johannes Jørgensen – årets klassikere 2016

Introduktion til forfatterskaberne ved Søren Sørensen

Det puslingeland som 1864 havde forvandlet Danmark til, gav opvækstvilkår for en generation af iværksættere, tænkere, kunstnere og digtere som med deres initiativer og virke åbnede landet for verden og verden for landet i et altomfattende opgør med de generationer der gik forud – og havde haft deres dybe sår at komme sig efter.

Dette var på den baggrund digtere som Johannes Jørgensen og Jeppe Aakjær kunne udfolde deres ordkunst, på én gang med stor gennemslagskraft og i skarp opposition til herskende åndsstrømninger i landet: indre mission og radikalismen.

Hver på deres måde skriver de sig ind i strømninger der gør sig gældende i europæisk litteratur: opgøret med ”det moderne” i fastholdelsen af de landlige livsformer som befolkningen i de voksende storbyer har baggrund i som det ene, revitaliseringen af katolicismen i intellektuelle kredse, også i det protestantiske Nordeuropa som det andet.

Hver på deres måde tager de i deres værker et opgør med den altdominerende betydning Georg Brandes havde, også for dem personligt, i deres studentertid, også selv om Jeppe Aakjær livet igennem fastholder sin tilknytning til radikalismen og arbejderbevægelsen. I en fornemmelse af at den frie tanke let slår over i sin modsætning, blandt ved helt at udelukke den form for åndelighed der ligger i kristendommen, sætter Johannes Jørgensen katolicismen ind som en litterær frisættelse og en vældig inspiration, let kendelig i hans lyrik fra 90’erne og måske især i de helgenbiografier der grundlægger hans verdensberømmelse.

Trods sin bundethed til hjemme, i hans tilfælde Fyen og Svendborg, miljøer han vier flere digtsamlinger, finder hans prosa læsere i hele den katolske offentlighed verden over.

På det personlige plan binder det ham til årtiers udlændighed i Assisi, og på det litterære til Dante Alighieri som han har viet nogle af sine skønneste digte.

Ganske modsat indleder Jeppe Aakjær sit forfatterskab med et rasende angreb på den åndsformørkelse han især på landet oplever i Indre Mission, men det egentlige gennembrud kommer med Rugens Sange. Denne samling af digte om bondens liv og det jyske landskab blev en af de mest solgte digtsamlinger i dansk litteraturhistorie, i dens forening af høj lyrisk fylde og genkendelighed for den del af befolkningen, byboer som landboer, der havde sin opvækst på landet.

Det kan for mange være vanskeligt ikke at forbinde Rugens og Aakjærs andre sange med Carl Nielsens og Thorvald Aagaards musik; som netop sange, brugslyrik, har Aakjærs digte fået en udbredelse der ellers har været forbeholdt vore største salmedigtere.

Den stærke sociale indignation, det litterære forsvar for de undertrykte, trådte især frem i hans prosa og dramatik. Med romanen Vredens Børn nåede Aakjær ikke blot en stor og bred læserskare, han kom til at øve direkte indflydelse på den politiske og sociale udvikling i landet; romanen er den danske litteraturs klareste eksempel på, at en bog kan være en handling (Billeskov Jansen). Den førte både til nedsættelse af en tyendekommission der skulle udforme ny lovgivning for tjenestefolk, og til dannelse af en fagforening for ansatte i landbruget. Samtidig vakte den voldsom modvilje mod forfatteren.

Også digtet Jens Vejmand kunne man kalde en sådan handling. Med Carl Nielsens melodi har sangen bidraget til en hidtil ukendt social bevidsthed i brede kredse.

På mange måder er just Aakjærs sange en opfyldelse af Christian Richardts ønskemål fra sangen Venner, ser på Danmarks kort fra Aakjærs studentertid: at se til hver plet har fået stemmer. Det danske landskab er et foreningspunkt for årets to klassikere, så forskellige de ellers står, i lyrik som i prosa. Aakjærs Ole blev ikke siddende på sin knold, udvandrerne og deres udlængsel får en stemme hos den ene danske klassiker, hos den anden gøres den til en realitet og til litteratur.

Meget af den virkning Jeppe Aakjærs forfatterskab i alle dets forgreninger havde hjemme, opnåede Johannes Jørgensen til gengæld ude. Hans indignerede reportage fra tyskernes terror i Belgien i det første år af første verdenskrig, Klokke Roland, gjorde at han lagde sig ud med sine tyske venner, men vakte umådelig opsigt i både neutrale og krigsførende lande. Blandt læsere verden over havde han med sine biografier over Frans af Assisi 1907 og Den hellige Katarina af Siena samme år som Klokke Roland opnået sin verdensberømmelse, så vidt den katolske kirkes indflydelse rakte.

Dette bidrog til at han ved flere lejligheder blev indstillet til Nobelprisen, dog uden at opnå den, heller ikke efter udgivelsen af Den hellige Birgitta af Vadstena i 1941. Måske har medlemmer af Nobelkomiteen haft det med Johannes Jørgensen som Aakjær efter eget udsagn havde det: han kunne ikke fordrage ham.

På tilsvarende måde har visse kredse afvist og søgt at latterliggøre Aakjær, endda hvor han er bedst: som lyriker, og med et vist held i en vis periode. Anderledes stiller det sig i 2016: Aakjærs betoning af social retfærdighed, hans enestående forståelse af naturens egetværd og hans stædige krav om demokrati svarer til stærke strømninger i nutiden, noget der gør sig gældende både hjemme og ude.

Og i deres skildringer af den danske natur står de side om side. To vers:
    Højt over mit henrykte Hoved
    Lærkens Klokker klang,
skrev Johannes Jørgensen. Men kunne de ikke lige så godt være skrevet af Jeppe Aakjær?


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening · Samrådet for De Litterære Selskaber · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab · Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek