Klassikerdagen 2015
Sophus Claussen


Årets klassiker  |   Åbning  |   Om forfatterskabet  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner  |   Læs mere ...  |   Årets plakat

Forfatterskabet

Sophus Claussen

Digternes Digter – og vores!

Introduktion til forfatteren og forfatterskabet Ved lektor Johan Rosdahl

Sophus Claussen er ikke almindelig kendt på samme måde som Klaus Rifbjerg, Søren Kierkegaard eller Karen Blixen. Mange kender navnet og har måske hørt udtrykket ”den store erotiker” om ham, og der læses nok et par digte af ham i gymnasiet – hvis der er tid til det – men han har ikke haft den samme almene gennemslagskraft som de andre klassikere. De biografiske facts om hans liv og levned kan heller ikke uden videre blive til en spektakulær og dramatisk fortælling i sig selv – som det er tilfældet med f.eks. Kierkegaard eller Blixen. Hans værker er ikke ofte blevet genoptrykt i populære udgaver, hans digte kun i begrænset omfang sat i musik og ikke mange bevingede ord og talemåder fra Claussen har overlevet. Er han for sær? For tidsbundet? I hvert fald kan han ikke hverken salgsmæssigt eller udlånsmæssigt hamle op med de klassikere vi ellers fejrer. Endelig er hans plads i de almindeligt udbredte, undervisningsrettede litteraturhistoriske fremstillinger ofte blot at være en del af trekløveret der har Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg som de to andre blade, og/eller som repræsentant for symbolismen. Men heldigvis også ofte med en bemærkning om hans særlige måde at skrive på og hans rolle som overgangsfigur mellem den ældre traditionelle digtning og det nye der sker efter århundredskiftet omkring år 1900.

Adgang til verden
Sophus Claussens plads i historien er altså ikke at være den folkelige, udbredte steady seller – og denne manglende folkelige gennemslagskraft nagede ham i øvrigt livet igennem . Men det er ved hans ihærdige, men besværlige, undertiden dunkelt klingende kunstneriske arbejde med at finde sig til rette i verden at han skal huskes. For hans digtning er ikke bare udfordrende, kompliceret, musikalsk og smuk, den er også et eksistentielt projekt om at erkende mere af hvad det vil sige at være menneske – og kunstner. Det kan minde om Søren Ulrik Thomsen i ”Politisk Digt”:

”(…) det er verden, der er et elfenbenstårn;
hvert digt en ansøgning om at få adgang.”
Men som hos Thomsen bliver Claussens ”ansøgning” tillige et skabelsesprojekt, dvs. en bestræbelse på igennem poesien, i ordenes musik at overskride den normale virkelighed og udvide synsfeltet hinsides normer og tilvante forestillinger. Og det paradoksale er at denne bestræbelse går ud på at nærme sig tavsheden, altså det man netop ikke kan sige. Om dette burde man, hvis man skal tro filosoffen Wittgenstein, tie, men nej, digteren er pr. definition den der ikke kan tie om tilværelsens inderste hemmeligheder der er jo er u-udsigelige. Opgaven for Claussen bliver ”at fastholde den oplevelse hvis væsen er, at de ikke kan fastholdes ”(Peer E. Sørensen). Digteren bliver en profet, en seer. Og derfor bliver metaforen så vigtig i Claussens lyrik – ikke underligt kunne man sige, for lyrik lever jo af billeder. I metaforen støder tilværelsens modsigelser mod hinanden i en ny syntese, der skaber og fastholder et poetisk syn. Der er nok af modsætninger og indbyggede paradokser at tage af: krop og sjæl, f.eks., eller kvinden som enten (eller netop både og!) luder eller madonna. Lyder det svært? Det er det også, men måske kan en simpel figur illustrere hvad der er på færde i Claussens arbejde med sprog og verden. Se på dette udtryk: ”Både Dydens Tidsel og Lastens Lavendel”. Her er modsætningerne sat sammen og op i en krydsfigur, oxymeron er den litterært-tekniske betegnelse. Og det er i al sin kompakte enkelhed sådan Sophus Claussen digter. Selv siger han et sted:

”En Dumhed bragt i Form – det er en Tanke,
Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke.”
Det handler om at få sproglig form på det kaos livet består af: ”Galskab, Besættelse, Trolddom! Drifter som famler mod Form”, siger han et andet sted, men vel at mærke en form, der fastholder paradokset som derved bliver et meget præcist og klogt udsagn, den ”kloge Ufornuft” eller ”ufornuftige Visdom”, som en digterkollega kunne se i en anmeldelse. Og ja, det er netop kollegerne i digtning og kunst der har blik for Claussens særlige skrift. Således skriver Karen Blixen i et brev (til moderen i 1922) fra Afrika: ”Jeg er saa ked af, at jeg ikke fik bedt Dig om at sende mig Sophus Claussens ”Djævlerier” (…). Jeg havde en (…), men den er desværre blevet borte, og jeg kan daarligt leve uden den. ”Aphrodites Dampe” og ”Mennesket” er et slags Evangelium for mig.” Eller hør Per Højholts hyldestfanfare i hans ”Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation”:

Hvidglødende tautologier!
            det var af sådanne lynbrande
du ryddede dit forland, væltede eg
            og bøg og væltede en husgavl for at lægge
ny paradoksale vintre ind i skriften,
            du var nær død i den tomhed der knøg.

Det der fascinerer både Blixen og Højholt er den komplekse erkendelse af at verden er større end man umiddelbart kan sanse – men ikke med udsigt til en anden, himmelsk verden bagved den kendte, sådan som Claussens ven Johannes Jørgensen opfattede det – Jørgensen konverterede til katolicismen. Nej, det er en ikke-gudelig religiøsitet, en ”panteisme beslægtet med intet”, som det er blevet sagt.

Musikken
Men når nu Claussens poesi er så besynderlig, paradoksal og fyldt med et besværligt billedsprog, hvordan skal vi – de ”almindelige” læsere – så gribe hans tekster an? Man kan sige som Inger Christensen sagde i sin tid, da Sommerfugledalen (1991) skulle læses op: ”Nu skal I bare tage det roligt og lytte. Ligesom hvis det var et stykke musik, I behøver ikke at forstå det hele, men lyt til digtet som til musik…” Og det er et godt råd: Sophus Claussens lyrik er musik, og det er et godt sted at begynde at opfatte den sådan. Lyren er et musikinstrument, lyrikken er rim, rytme, musik. Og ved at lytte tålmodigt åbner digtene sig mere og mere og overfører oplevelser af helt speciel karakter. Oplevelser der hele tiden holder fast i sansede virkelighedsbilleder, men samtidig hele tiden tvinger os til at tage disse billeder op til revision. Bedst som vi tror, at nu er der en helt almindelig, fortrolig scene i gang, markeres der et brud eller spring der peger ud over situationen. Eller der markeres allerede i titlen på digtet at noget fremmedartet uvant er i centrum. Hvad , hvem, hvor er ”EKBÁTANA”? (titlen på det vel nok mest udbredte digt (1896). Hos Claussen er der altid uventede brud og overraskelser, ikke for effektens skyld, men fordi poesi for Claussen, som for mange af de digtere i modernismen der fulgte ham, er erkendelse . Og erkendelse som en møjsommelig færd ind i ukendt terræn der også overrasker digteren. Det er ved at skabe med ordene, ordmageriet, at den overskridende erkendelse, ordmagien, indfinder sig.

Den store erotiker
Og det er altså – i hvert fald i udgangspunktet – erotikken det drejer sig om i Claussens poesi. Det er det helt dominerende tema og motiv i forfatterskabet, og det er lige fra små søde, næsten pæne digte om det tilfældige erotiske møde til besyngelsen af den store altomfattende eros. Den ”almindelige” erotik er imidlertid aldrig helt almindelig i Claussens lyrik. Kvinderne kan være afvisende og de kan være indladende. Men det spændende, ja, uhyggelige er at de kan være begge dele på samme tid, ”Dødsfjende – Hjertenskær”. Derfor er der ofte også en flygtighed i forholdet: Kvinden forsvinder eller forlades og tilbage er drømmen: ” Først var det hende selv, jeg nød; saa var det en Drøm om hende. Saa var det en Drøm om en Drøm, indtil hele mit betagne Hjerte var fortæret”. Drømmen og længslen efter det afsluttede eller ikke fuldbyrdede bliver en fast figur i Claussens erotiske digtning:

Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!
Sophus Claussen blev ikke altid accepteret eller forstået, som når han f.eks. provokerende kunne skrive at det er bedre at kysse 100 piger én gang end den samme pige 100 gange. Og forstået blev han heller ikke når han mere alvorligt hævdede at kunne bygge et helt livssyn på den erotiske kærlighed, på elskov. ”Af Elskov ledes alt som vil bestaa, Men hvorfor maa det ikke være saa?” siger han i 1887 i digtsamlingen Naturbørn. Hans opgør med borgerskabets moral er centreret om erotikken, men omfatter også regulær politisk kritik af det bestående, som i skuespillet Arbejdersken, 1898, som i øvrigt blev en dundrende fiasko.

Modernismen
Sophus Claussens måde at skrive på som har været antydet ovenfor viser ham som en tidlig modernist, fordi han insisterer på digtningen som en erkendelsesform. Sproget er ikke bare til for at afbilde en virkelighed, sproget skaber selv en virkelighed. Det finder han selv ud af undervejs, men en afgørende inspiration er hans møde med fransk litteratur, både igennem læsning , men også og især gennem sit møde med repræsentanter for de nyeste strømninger i Paris. Hans ophold dér fra 1892 til 1894 bringer ham nemlig i kontakt med digteren Paul Verlaine (1844-1896) og han oplever og gennemlever det frie bohemeliv som en rigtig digter skal have for ikke at miste sin frihed. Ulykkelig og lykkelig kærlighed hører med i billedet. Men den vigtigste inspiration er mødet med teksterne af Charles Baudelaire (1821-1867). I hans digte finder man storbyens moderne livs skyggesider. Det er Helvedesblomster (1857), der i et voldsomt og poetisk sprog beskriver alt det hæslige og grimme – men vel at mærke gør det i vers der har en egen desperat skønhed. Kombinationen af helvede og blomster er den sammensatte modsigelse som ovenfor er vist som den centrale figur i Claussens digtning. At det gode og det onde ikke er modsætninger, men netop hænger sammen, kan også forstås som et frontalangreb på borgerlig og kristen moral. Claussen arbejder med det onde og sataniske i Djævlerier (1904) hvor ophævelsen af traditionelle modsætninger bliver grundlaget for en ny æstetik: det hæslige er også skønt. Og det er netop et kendetegn for modernismen at de vante forestillinger om skønhed bliver taget af bordet – også fordi digtningen skal være i overensstemmelse med oplevelsen af det moderne liv.

Brev fra Carl Nielsen
Komponisten Carl Nielsen som var en god bekendt af Claussen, takkede ham for et tilsendt eksemplar af digtsamlingen Titania holder Bryllup (1927). Nielsens karakteristik kan passende være slutningen på denne lille introduktion: Bestandig noget nyt og levende, overraskende og forunderlig krydret, som havde De sanset alle Ting i Verden og tænkt alle Tingenes Love efter!

Vigtigste værker af Sophus Claussen:

Naturbørn (1887) Digte
Unge Bander (1894) Roman
Antonius i Paris (1896) Roman/rejsebog
Valfart (1896) Roman
Pilefløjter (1899) Digte
Djævlerier (1904) Digte
Danske Vers (1912) Digte
Løvetandsfnug (1918) Essays
Heroica (1925) Digte
Titania holder Bryllup (1927) Digte


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening · Samrådet for De Litterære Selskaber · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab · Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek