Klassikerdagen 2011
Klaus Rifbjerg


rets klassiker  |   bning  |   rets plakat  |   Om forfatterskabet  |   Ls mere ...  |   Kalenderen  |   Ressourcepersoner

Om forfatterskabet

Provokatør og samtidsfortolker
Introduktion til forfatterskabet ved cand.mag. Rikke Rottensten

Da man for efterhånden en del år siden lavede den første kanonliste over dansk litteratur, var der én nulevende forfatter på listen: Klaus Rifbjerg. Mens man diskuterede for og imod navnene på listen, for få kvinder i forhold til mænd, så var der ikke ret megen diskussion – måske et enkelt mere politisk pip – om tilstedeværelsen af Rifbjerg på den liste. For selvfølgelig hørte han til blandt H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen.

Derfor bliver han også den første, stadig levende forfatter, Klassikerdagen vier sig til. For heller ikke herfra er der nogen tvivl om, at det er det, han er og nærmest har været fra sine første tryk på skrivemaskinen: En moderne klassiker.

1958’erne
Egentlig er det misvisende, at man altid taler om 68’erne.
For faktisk er det jo allerede i 1958, at oprøret finder sted. Her at en ny, stærk generation placerer sig litterært og kulturelt. I en grad så ingen er i tvivl om, at de er kommet til – og på en måde som netop er oprørsk, fandenivoldsk, ung og smart på den selvsikre måde.
Generationens absolutte fyrtårn – ikke kun på grund af sin højde og naturlige pondus – er forfatteren Klaus Rifbjerg.
Hans bidrag i 1958 er den moderne klassiker, ”Den kroniske uskyld”. Som – helt efter det uskrevne regelsæt for unge progressive forfattere i opposition – vækker voldsom furore, debat og vrede for sine utilslørede erotiske passager og heftige skildringer af ungdommens liv og tanker. I dag virker det selvfølgelig nærmest lidt sødt, at den skulle kunne forarge, de scener. Ikke mindst set i lyset af, at ingenting er der bare for at vække opsigt. Der er god grund til hvert ord og hver scene i bogen. Derfor står den stadig i dag som et af dansk litteraturs store værker.

Det 1958’erne kan, ti år før det bliver kendetegnet for kunsten og samfundet for alvor, det er oprøret. Konfrontationen med generationen før. Som det kommer klarest til udtryk i netop Klaus Rifbjergs digtsamling ”Konfrontation” to år senere. Den, som får en hel retning opkaldt efter sig, nemlig konfrontationsmodernismen. Den er fascineret af den moderne verden, af det nye og sender dermed den foregående Heretica-generation og deres skuen indad i mennesket, deres religiøse søgen, ind i fortiden.

Den moderne medieforfatter
Rifbjergs generation af forfattere bliver for alvor en del af den moderne medievirkelighed. Han debuterer samtidig med, at fjernsynet for alvor gør sit indtog, og synlighed for en forfatter er lig med at eksistere overhovedet. Det er ikke nok at skrive godt og gøre sig på tryk. Man skal også kunne formidle, debattere, kunne tale, agere og sætte en dagsorden.

Klaus Rifbjerg behersker til fulde både at betjene medierne med de billeder og de historier, de gerne vil have, og samtidig være sig selv som forfatter.
Man er ikke i tvivl om, at han helt fra ungdommens år er ekstremt bevidst om, hvad der sælger ham på den måde, han gerne vil have. Som da han under stor debat får støtte fra Kunstfonden og køber en hvid sportsvogn. De klæder hinanden, den høje, unge mand og vognen, men den giver ham også det rette fandenivoldske image, der passer til hans forfatterskab og hans holdninger.
Eller da han i 1970 ryger hash på Kulturministeriets trappe – selv om det nu ikke ser ud som om, han helt ved, hvordan man gør.
Eller da han skriver romanen ”Marts 1970” med navngivne kendte personer i et spektakulært, revolutionært københavnerset up, hvor især ideen om et forhold mellem den unge prinsesse Margrethe og statsminister Oluf Palme, sætter bogen på mediedagsordenen.

Set i nutidens lys, hvor det alt for ofte mere handler om at stille op og aflevere en mening for at komme i tv og være holdt varm som navn, står Rifbjergs føren-sig-frem anderledes stærkt. For selvfølgelig har han været forhadt. Selvfølgelig kan det være anstrengende at høre på ham for milliardende gange i en kronik i Politiken eller en debat i tv og radio. Men uanset hvor man står i forhold til hans markante og sikre holdninger, kan ingen benægte, at der er indhold i det, manden kommer med. Han ved noget. Han ved meget. Og han er god på tv!

Rifbjerg har altid været meget mediebevidst, og han udviser en åbenlys fornøjelse og nysgerrighed overfor at bevæge sig forskellige genrer. I de 55 år han indtil nu har været rigtig aktiv forfatter er det også blevet til et hav af kronikker, film, revytekster, anmeldelser, interviews, essays, hørespil og dramaer, arbejdet som tidsskriftredaktør og filmarbejder. Selv syv år som direktør for Gyldendal er det blevet til og ejer af restaurant Kong Hans i København.

At han opererer på så mange platforme, er alt sammen med til at gøre ham til så markant en litterær personlighed i Danmark. Igennem 50 år hvor netop samfundet og folks forhold til kulturen har ændret sig mere end generationerne før Rifbjerg kom til at opleve det. Det er temmelig imponerende.

Amagerdrengen
Men det havde ikke nyttet meget med den, hvis ikke, Rifbjerg samtidig havde et forfatterskab af en særlig karakter og karat.
Hans produktivitet må være større end nogen anden dansk forfatter – selv Morten Korchs! For siden debuten i 1956 har han rask væk udgivet måske tre bøger om året – foruden alt det andet, han jo altså har haft gang i hele tiden.

Det hele begyndte i et rødstenshus på Amager i marts 1931.
Hvad ingen heller er i tvivl om, for selvfølgelig har Amager spillet en central rolle i Rifbjergs forfatterskab og formidling. Han er Amagerdreng. For ”Alt hvad jeg har skrevet, er memoirer – mere eller mindre camouflerede”, som han udtalte til Claus Clausen i bogen ”Digtere i forhør”. Det var tilbage i 1966.
Der er heller ingen tvivl om Rifbjergs personlige tilstedeværelse i sine værker. Forfatterskabet udgør samlet både hans livshistorie – med en debut der sigende nok hedder ”Under vejr med mig selv” - og Danmarkshistorie igennem 80 år, besættelse, befrielse, forbrugersamfund, ungdomsoprør, seksuel frigørelse, politiske forandringer - det hele er her. Og det er der i alle genrer. For man kan heller ikke nævne Klaus Rifbjerg uden at nævne især hans og Palle Kjærulf-Schmidts banebrydende generationsportræt i nybrudfilmen ”Weekend” (1962). Der rent faktisk også er blevet en moderne klassiker i sin genre.

Revyforfatteren
Det fortsatte i en gruppe af siden hen markante unge mænd i gymnasietiden på Vestre Borgerdyd, og derefter med de stadig berømte Studenterrevyer og samarbejdet med især Jesper Jensen i ”Gris på gaflen”. En ungdommelig, politisk og fræk tilgang til den på det tidspunkt lidt trætte revy, der gjorde flokken ombejlet og efterstræbt af mange revydirektører i dette land. Deres form og stil ramte tiden, men som så meget andet tidstypisk stod den ikke distancen og kom ikke til afgørende at forandre dansk revy. Ikke desto mindre taler man stadig om ”Gris på gaflen” på samme måde som man taler om PH-revyerne.

Digtene som kerne
I Rifbjergs eget univers er det digtene, der har været kernen i hans store forfatterskab. Men det er i høj grad også her, han har foldet modernismen og sin helt særlige sproglige ekvilibrisme ud.
Hans digte er både eksperimenterende, morsomme, charmerende, varme, symbolmættede og fortættede. Hans sprog er i særklasse, også selv om det kan lyde som en selvfølgelighed for en forfatter. Det er sanseligt, enormt billedrigt, fuld af detaljerigdom og en erindringsevne, der er helt eminent. Her er en lyrisk musikalitet, som han faktisk helt konkret har udfoldet med sit fabulerende, magiske og samtidig meget hverdagsrealistiske jazzoratorium ”I den lille by”, som han også har performet live med forskellige jazzmusikere de senere år. Blandt andre sønnen, Frands Rifbjerg.

Og selv om han de sidste ti år har ligget i konstant krig med diverse politikere og har diskuteret kulturradikalisme, anstændighed, tonen i debatten, så er hans bøger og digte ikke idedigtning. De er ikke politiske i den entydige forstand, han er det som debattør og journalist.

Store Klaus
Store Klaus blev tidligt hans tilnavn. Og efterhånden har det sat sig og er blevet en gængs betegnelse for Klaus Rifbjerg. Med den ironi, den drillen og den kærlighed, der ligger i tilnavnet. For stor er Klaus Rifbjerg i et lille land som Danmark. Han rager op. I en grad som meget få andre forfattere, og han har aldrig været bleg for at tage tæskene for det – ind imellem kan man godt mistænke ham for at elske det.

Er der nogen i Danmark, uanset geografisk udgangspunkt, uanset alder – undtaget de mest nyfødte eller netop tilflyttede – der ikke kender navnet Klaus Rifbjerg?
Jeg tillader mig faktisk at tvivle.


2010  |   2011  |   2012  |   2013  |   2014  |   2015  |   2016  |   2017
2000  |   2001  |   2002  |   2003  |   2004  |   2005  |   2006  |   2007  |   2008  |   2009
Danmarks Biblioteksforening Samrdet for De Litterre Selskaber Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Det Kongelige Bibliotek
Klassikerdagen stttes af Kunstrdet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Kbenhavns Kommunes Hovedbibliotek